Hamborgs grønne lunge dannede i uge 47 rammen om en af de fedeste oplevelser, da skolen Polaris Vanløse, en del af Behandlingsskolerne, var på studietur i Tysklands næststørste by.
15-årige Frederik går i 9.klasse på Polaris, og han var en af de 12 elever der var med på studieturen som han kalder en utrolig ”fed tur,” hvor særligt den positive betydning for klassernes sociale liv bliver fremhævet.
”Hvis jeg skal fremhæve noget ved turen, så er det, at den virkelig gjorde noget godt for kammeratskabet. Vi blev i løbet af ugen knyttet virkelig tæt sammen, og det er på tværs af klasserne. Det er en tur, der virkelig har forstærket vores venskaber meget. De venskaber vi har fået på turen, hænger ved, og det har hjulpet meget på den måde vi opfører os over for hinanden. Det er på mange punkter blevet meget bedre, og vi taler stadig en masse om turen,” siger han.
De 12 elever og syv voksne mødtes mandag den 18.november på Københavns Hovedbanegård, og tog toget de næsten 6,5 timer til Hamborg Hauptbahnhof, hvorfra turen gik til to hoteller og de enkeltværelser, som eleverne har haft på studieturen.
At tage på studietur er som oftest dejligt, men det kan også være strabadserende at være end el af en større gruppe i et fremmed land i adskillige dage, særligt når man, som eleverne på Polaris Vanløse, har psykiske udfordringer i forskellige grader.
Derfor er planlægning alfa og omega, og turen til Hamborg var ikke en undtagelse. Op til turen havde elever og undervisere i fællesskab sat sig ind i storbyens muligheder og lavet et udførligt program, så alle kunne være trygge i, hvad de kom afsted til.
Bedste oplevelse var på is
Højdepunktet blandt ugens oplevelser var den store park, Hamborgs grønne lunge, den 47 hektar store park Planten un Blomen, hvor eleverne fik mulighed for at stå på skøjter, og rammerne var noget nær magiske for temperaturen var sænket, så regn blev til sne og parkens store skøjtebane havde eleverne helt for sig selv.
Thor, der er elevernes klassepædagog og var en af de voksne på turen, er ikke i tvivl om, at skøjtebanen var et kæmpe hit.
”Der var bare os på den her kæmpe skøjtebane, og så begyndte det at sne, og vores elever kunne bare boltre sig og skøjte med nogle af dem, de normalt ikke taler så meget med. Nogle havde prøvet at skøjte før og andre havde ikke, men de var så gode til at hjælpe hinanden på kryds og tværs. Vi oplevede at flere af eleverne, der normalt ikke taler ret meget sammen, lige pludselig fik det her megafede øjeblik ude på isen, som de aldrig ville kunne få derhjemme,” siger Thor.
Frederik istemmer begejstringen, og han kan tydeligt mærke at skøjteturen har givet alle noget værdifuldt med hjem.
”Den der skøjtebane er klart den oplevelse som flest taler om her efter turen. Jeg havde det lidt hårdt med at skulle skøjte, men jeg kastede mig ud i det, og jeg fik god hjælp fra de andre. Der er noget virkelig rart og hyggeligt ved at gøre den slags sammen med andre mennesker. Det har været en rigtig fed tur, som gav gode muligheder for at snakke sammen, også med dem fra den anden klasse, og i et hele taget synes jeg, at jeg er blevet bedre til at forstå og snakke med de andre. De voksne var også virkelig gode til at have styr på det hele, så i det hele taget har det været en rigtig fed tur.”
Ser hinanden på en anden måde
Det helt unikke ved Polaris Vanløses måde at tage på studietur på, er at de har mulighed for at tilrettelægge aktiviteter og ophold, s de passer hver enkelt elev, og på det konkrete plan har det blandt andet været ved, at der hver eftermiddag blev indlagt timelange pauser på eget værelse, for at alle kunne lade de mentale ”batterier” op til at kunne være med til aftenhygge og klare den massive sociale eksponering.
Thor er ikke i tvivl om, at også de voksne omkring eleverne har fået meget ud af at kunne være sammen med dem på en måde, der ikke er mulig i en skoleramme.
”Jeg har, som klassepædagog både eftermiddags- og aftenklub, så jeg møder eleverne på andre tider og rammer end i skoletiden, men særligt for klassernes lærere har det været givtigt at møde eleverne i en mere løs fritidsbaseret ramme. Det giver os en mulighed for at mødes og dele andre oplevelser end vi er vant til, og det styrker helt sikkert relationerne imellem os, også når vi er tilbage i skoledelen. Udover det sociale, så har studieturen selvfølgelig også haft et fagligt sigte, hvor eleverne har set kulturelle ting og haft mulighed for at prøve sig af på tysk, blandt andet når de skulle bestille mad,” siger han.