Velkommen til
Projektskolen

Rødovre

Om Projektskolen

Projektskolen er et behandlings- og specialundervisningstilbud (BOS) – i daglig tale en dagbehandlingsskole – for børn og unge med ADHD, adfærdsforstyrrelser, autisme og angstproblematikker. Mange af børnene har udfordringer med selvregulering, uhensigtsmæssig adfærd og modstand mod den ordinære indlæringsform, og nogle kan være udadreagerende. Fælles er, at de gerne vil lære, men på grund af nederlag og flere skoleskift har mistet motivationen og troen på egne kompetencer.

Skoledagen har fokus på tiden efter grundskolen, med vejledning ved intern UU-vejleder og praktikker. Indsatsen er målrettet og midlertidig: målet er, at barnet eller den unge trygt kan sluses ud til et mindre indgribende tilbud og tilegner sig strategier til fremadrettet at trives i et skolemiljø – fagligt og socialt.

Vores
Elever

Børnene har store potentialer, der med den rette kombination af formel og kreativ undervisning og behandling kan føre dem mod et værdifuldt og selvforsørgende voksenliv.

Vores børn og unge

  • kan indskrives fra 7. til 10. klassetrin
  • kan have komplekse psykiatriske problematikker og typisk flere samtidige diagnoser
  • kan have forstyrrelser i tilknytningsmønstre og brug for ekstra støtte til at danne relationer
  • kan have nedsat selvværd og selvtillid og behov for et særligt tilrettelagt skoletilbud
  • profiterer af høj voksenstøtte, små klassemiljøer og alternativ undervisning
Undervisning
Fuld fagrække til alle

Undervisningen foregår på et højt fagdidaktisk niveau, understøttet af målrettet special- og socialpædagogisk behandling ud fra det enkelte barns behov. En stor del foregår som projektbaseret læring, hvor fagene gøres praktiske og relevante, og kan foregå i klasselokale, faglokaler, værksted eller kombineret med bevægelse. For alle børn arbejdes der intensivt mod folkeskolens afgangsprøver. Vi lægger vægt på en grundig visitationsproces, så indsatsen bliver målrettet til gavn for barnet.

Behandling
Ledet og gennemført af psykologer

Børnene tilbydes støttende samtaler eller egentlige forløb ved en psykolog. Målet er en kontinuerlig miljøterapeutisk tilgang gennem hele dagen – med social guidning, støtte til skolens strukturer, meningsfuldt samvær med voksne, rammesætning og udvikling gennem samtale med gode rollemodeller.

Familiebehandling er en integreret del af indsatsen, fordi familien har stor betydning for barnets udvikling, fremmøde og skolegang. Vi tilbyder både løbende rådgivning og psykoedukation og – hvor der er behov for det – egentlige familiebehandlingsforløb, der styrker familiens muligheder for at understøtte barnets trivsel og udvikling. Vi inddrager gerne bedsteforældre, søskende og støttepersoner for at skabe en helhedsorienteret støtte omkring barnet.

Projektskolen
Krogsbækvej 11
2610 Rødovre
Skoleleder
Liv Møller Christensen
Ledende psykolog
Nicoline Jensen
Socialtilsyn - 2025
Brochure om Projektskolen