Sprogforvirring, sammenhold og spaghetti med ansjoser – 10. klasse på studietur til Rom

Disclaimer: På Behandlingsskolerne bruger vi ikke elevernes rigtige navne i offentlig kommunikation, for at beskytte deres privatliv. I denne artikel kalder vi eleven for Aino.

At tage på studietur til Rom med sin klasse er noget særligt – især når man kun er fem elever og tre voksne, og man aldrig før har været på rejse sammen. For Aino, en af fem elever i 10. klasse på Polaris Vanløse, en del af Behandlingsskolerne, var det en rejse fuld af indtryk, oplevelser og nye relationer – og en uforglemmelig pastaret med ansjoser.

Et trygt udgangspunkt

Aino har gået på Polaris siden august og har en klar plan for fremtiden: først et halvt år på FGU og derefter HF, og hun var meget glad for at rejsen til Rom, der løb af stablen fra den 7. til 10. april.

Noget af det hun fremhæver som ekstra godt ved turen var, at den – næsten i detaljer – var planlagt af lærerne samtidig med at eleverne op til rejsen blev holdt godt orienteret om turens indhold.

”Før vi tog afsted, havde vi talt meget om, hvad vi gerne ville se og opleve. I klassen så vi også en dokumentar om en weekend i Rom for at få en fornemmelse af byen. Det var fedt, at vi vidste, hvad der skulle ske – men også at mærke at de voksne havde styr på alt det praktiske,” fortæller Aino.

Spaghetti med overraskelse

Turen begyndte tidligt – flyet gik kl. 7 om morgenen, så gruppen mødtes i lufthavnen kl. 4.45. Ankomsten til Rom gik glat, og snart var elever og voksne installeret på enkeltværelser på et hyggeligt hotel lidt uden for centrum.

Første udfordring meldte sig ved frokosttid, hvor gruppen fandt en lokal – meget lokal – restaurant uden engelsktalende personale og uden engelske menukort. Skoleleder Emil trådte i karakter og valgte en tilfældig bestilling til hele holdet, der endte med hver deres portion spaghetti med ansjoser. En ret, der – ifølge Aino – ikke svang sig op i de højere gastronomiske luftlag:

”Jeg smagte på det, men det var ikke lige mig. Der var ikke mange af os, der spiste ret meget, og nogle tog på Burger King bagefter, mens vi andre tog tilbage på hotellet og slappede af. Selvom vi ikke spiste ret meget af det, så var det en meget sjov oplevelse.”

Historie, varme og plads til pauser

De følgende dage bød på store seværdigheder – både i fysisk og historisk forstand. Gruppen besøgte blandt andet Peterskirken og den Spanske Trappe, og det lykkedes at komme ind i Colosseum, som havde været lukket dagen før på grund af besøg af den engelske Kong Charles’ besøg.

”Det var vildt at tænke på, at Colosseum er bygget for underholdning – for at folk kunne se andre kæmpe og slå hinanden ihjel. Det var mærkeligt at tænke på,” siger Aino.

Der var også plads til pauser og mulighed for at trække sig, hvilket ifølge Aino gjorde turen ekstra god:

”Det var dejligt, at man ikke blev set skævt til, hvis man lige havde brug for en pause. Det gjorde turen mere tryg.”

Artiklen fortsætter under billederne

Sammenhold, der vokser

For Aino var en af de største oplevelser på turen ikke seværdighederne, men fællesskabet.

”Jeg talte med nogle klassekammerater, jeg ikke rigtig havde talt med før. Vi fik grinet meget, og det var bare hyggeligt at være sammen på en anden måde end i skolen. Jeg føler mig tættere med de andre nu.”

Hun oplevede også, at turen gav et bedre forhold til lærerne: ”Man fik lært lærerne bedre at kende. Det hele blev lidt mindre formelt – og det var rart.”

Mere end bare sightseeing

På Polaris Vanløse er studieture ikke bare udflugter – de er en vigtig del af det pædagogiske arbejde med at styrke elevernes trivsel, selvstændighed og sociale kompetencer.

Aino sætter ord på det sådan her:

”Det var en rigtig god tur. Vi fik både set og lært meget, men det vigtigste var nok, at vi oplevede noget sammen – uden for den normale hverdag. Det gjorde noget rigtig godt for sammenholdet i klassen.”

Artikel fortsættes under billedet

 

Rejseinfo:

📍 Destination: Rom

📅 Dato: 7.–10. april 2025

👨‍👩‍👧‍👦 Deltagere: 5 elever, 3 voksne (pædagog, psykolog og skoleleder)

Seværdigheder:

Peterskirken

Spanske Trappe

Colosseum

Romersk mad – med og uden ansjoser

Citat fra Aino:

Man føler sig tættere på de andre, og det betyder noget – især i den tid, vi har tilbage sammen.”