”Det gode ved at have et elevråd er at vi lærer hinanden bedre at kende på tværs af klasserne og skolerne.”
Sådan sagde en af vores fantastiske elevrådsformænd på en af Behandlingsskolernes 14 skoler, da hun for uger siden skulle fortælle om den klimadag elevrådet netop havde afholdt på skolen Fyrtårnet, en del af Behandlingsskolerne.
Forleden mødtes skolernes tværgående elevråd, for at vende store og små ting fra skolernes hverdag.
”Maden er rigtig god på skolerne, men vi vil gerne have at den bliver delt mere op og lidt mindre voksensalat, så man selv kan sammensætte portionerne.”
”Der trænger til et nyt net på et fodboldmål,”
”Vi har talt om at lave en fælles bordtennisturnering på tværs af skolerne,”
”Vi glæder os til at få en ny skolegård,”
”På Fyrtårnet har indført at elevrådet har en meddelelsesansvarlig blandt eleverne, der har til opgave at tage de vigtigste elevforslag med til skolens ledelse, så der bliver sat handling bag ønskerne.”
Sådan lød nogle af emnerne, da 12 elevrådsformænd var samlet omkring det store mødebord, de voksne er forvist til kantinen. Mødets ordstyrer er chef for Behandlingsskolernes kategori 2 skoler, Kaspar Dalsgaard, og han er med til at sikre, at formændenes ord får tonstung vægt, når skolernes hverdag skal tilrettelægges.
Fortsættes under billedet
Budgetter i øjenhøjde
På Behandlingsskolernes 14 skoler har vi lokale elevråd, og her er fokus emner af lokal interesse, og så mødes skolernes elevrådsformænd på månedsbasis til et fælles elevrådsmøde, hvor der bliver drøftet alt mellem himmel og jord, som har elevernes interesse.
Vores elever har alle psykiske udfordringer, mange af dem har årelang skolevægring med i bagagen, men de har overskud til at give deres værdifulde bidrag til skolernes hverdag.
På det seneste møde gav Behandlingsskolernes business controller, Lizette Haney Henriksen, eleverne en letforståelig, men alligevel grundig, indføring i budgetter og budgetprocedure.
Måske ikke det nemmest spiselige indhold, men spørgsmål og forslag var eleverne leveringsdygtige i, og mulighederne for at holde en festival, men også hvad det egentlig koster at købe en helt ny legeplads, gav nye indsigter.
Fortsættes under billedet
Klar til skolens OL
På det timelange elevrådsmøde var et af de vigtigste punkter planlægning af Behandlingsskolernes kommende OL, og efter 10 minutters fælles summen, strøg elevrådets bud på muligheder i vejret.
”Rundbold, stikbold, skoledyst, svømmeturnering, musik konkurrence, bordtennis, bowling, badminton, tennis, basketball, atletik, bueskydning, maddyst, MMA, løb, ridning (evt. på kæphest)” var en del af de mange forslag til OL-discipliner.
Nu skal der handling bag de mange ønsker, så en mindre gruppe af elevrådsformænd skal til næste møde komme med et konkret forslag til, hvordan Behandlingsskolernes OL skal løbe af stablen.