Små greb kan gøre en stor forskel

Som miljøterapeut på Behandlingsskolerne i Stenløse kombinerer Hannah Buch sin fysioterapeutiske faglighed med det pædagogiske arbejde omkring eleverne. Hun fremhæver især det stærke tværfaglige samarbejde, den faglige tryghed og en personalegruppe, der sammen finder nye veje, når en skoledag ikke udvikler sig som planlagt.

Jeg arbejder som en del af det pædagogiske personale i en klasse, hvor jeg støtter eleverne i undervisningen og hjælper dem, når deres adfærd eller følelser gør det svært at deltage. Her kan jeg tage mig af situationen, mens læreren koncentrerer sig om undervisningen.

Jeg er fast voksen i den samme klasse hele ugen. Det skaber genkendelighed og tryghed for eleverne, og samtidig betyder det, at der altid er en voksen, som ved, hvad der er sket i klassen i løbet af dagen.

Selvom mit arbejde i høj grad er pædagogisk, bruger jeg stadig min uddannelse som fysioterapeut. Jeg har nogle gange tænkt, at jeg gerne ville have haft en uddannelse, der var halvt fysioterapeut og halvt pædagog. Den uddannelse findes desværre ikke, men i mit arbejde her får jeg mulighed for at kombinere de to områder.

Nogle af vores elever kan blive meget fysisk og følelsesmæssigt opkørte. Her kan bevægelse hjælpe dem med at regulere sig og finde ro igen. Det kan eksempelvis være at gynge i skolegården eller ved at hjælpe dem til at bruge svævebanen, fordi bevægelsen giver dem mulighed for at mærke kroppen på en anden og beroligende måde.

Vi har også inddraget bevægelse i matematikundervisningen. Eleverne løste gangestykker, mens de lavede knæbøjninger og kastede en medicinbold til hinanden. Det gav dem en større kropslig ro og gjorde det lettere at deltage i undervisningen.

Det giver rigtig god mening for mig at kunne bringe begge sider af min faglighed i spil. Nogle gange kan et lille og meget konkret greb gøre en stor forskel for en elev.

Samarbejdet er virkelig godt, og det er en af de vigtigste grunde til, at jeg er så glad for at være her. Der er ikke et hierarki mellem faggrupperne. Det føles trygt at byde ind fagligt, og jeg har aldrig oplevet, at en idé er blevet nedgjort.

Jeg oplever, at mine erfaringer og kompetencer har lige så stor værdi som mine kollegers. Alles input bliver taget alvorligt, fordi vi ved, at de kommer fra et ønske om at bidrage til vores fælles opgave med at hjælpe eleverne.

Det betyder meget for motivationen, at man bliver lyttet til og mærker, at det, man kommer med, er værdifuldt.

Vores elever kan stå i meget svære situationer, og det udfordrer naturligt også os som medarbejdere. Derfor er det afgørende, at jeg føler mig tryg sammen med mine kolleger, ved, hvor jeg kan få hjælp, og har nogen at sparre med. Det gælder også samarbejdet med psykologerne, som er utrolig værdifuldt og giver os mulighed for at forstå eleverne bedre og justere vores indsats.

Det motiverer mig, at vi kan gøre en stor forskel gennem små greb. Eleverne kan måske ikke huske os om ti år, men vi er med til at lægge nogle af de sten, de skal bruge for at komme videre i livet.

Vi er de trygge voksne, de kan komme til, når noget er svært derhjemme, eller når en opgave i skolen virker uoverskuelig. Vi er med til at skabe grundlaget for deres sociale, faglige og personlige udvikling. Den viden giver mig rigtig meget motivation.

Mine kolleger betyder også meget. Det er dem, der hjælper, når en situation bliver svær for en elev, og dem, jeg selv kan gå til, når det faglige arbejde udfordrer mig. Vi lykkes, fordi vi gør det sammen.

Jeg arbejder i en klasse med fire drenge, som blandt andet har autisme, ADHD og angst. En morgen var der meget uro. Eleverne kastede ting mod tavlen og til hinanden, talte højt og havde svært ved at finde ro. Vi var tre voksne, men intet af det, vi normalt gjorde, virkede.

Til sidst lukkede læreren computeren og konstaterede, at det var svært at undervise under de forhold. Derefter byttede vi på en måde roller med eleverne. De blev stillet ved tavlen, mens vi voksne overtog deres adfærd. Vi talte højt, lagde fødderne på bordet og tog ting ud af skabene.

Eleverne kiggede på os og spurgte: ”Er det virkelig sådan, vi er?”

Da de pludselig oplevede situationen udefra, kunne de mærke, hvordan uroen påvirkede andre. En af eleverne begyndte ligefrem at bruge de sætninger, som vi voksne normalt siger, når nogen har brug for en pause.

Vi satte situationen på spidsen, men gjorde det på en måde, hvor vi bagefter kunne tale og grine sammen. Eleverne faldt til ro, og resten af dagen forløb helt anderledes. Det lykkedes, fordi vi som kolleger turde tænke kreativt, aflæse hinanden og prøve en ny tilgang.

Det betyder rigtig meget. Vi kan hurtigt stå i situationer, hvor der er brug for flere hænder eller et ekstra blik på det, der sker. Fordi vi er tæt på hinanden i hverdagen, er der altid nogen, som kan træde til og hjælpe.

Vi kender også hinanden så godt, at vi ofte kan kommunikere uden ret mange ord. Det er en stor styrke, når man arbejder med elever, som kræver, at de voksne omkring dem reagerer roligt og koordineret.

Vi har det virkelig godt sammen. Der er flere fælles arrangementer i løbet af året, blandt andet julefest, sommerfest, fælles overraskelsesdage og fredagsbar en gang om måneden.

Jeg har flere kolleger, som jeg også meget gerne vil være sammen med uden for arbejdet. Det er næsten svært ikke at få en tæt relation, når man arbejder med denne elevgruppe, fordi vi oplever krævende situationer sammen og er afhængige af hinanden.

Det gode kollegiale fællesskab kan mærkes direkte i arbejdet. Når vi kender og stoler på hinanden, bliver vi bedre til at handle sammen – og dermed også bedre til at hjælpe eleverne.

Jeg forestiller mig stadig, at jeg er på Behandlingsskolerne, måske i en lidt anden rolle og med mere uddannelse inden for området, eksempelvis som lærer eller pædagog.

Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ikke skal arbejde med denne målgruppe. Det er et område, hvor jeg både bliver udfordret, udvikler mig fagligt og oplever, at mit arbejde har reel betydning.