Der bliver helt stille i lokalet.
Forældre, søskende, medarbejdere og elever sidder tæt i de pyntede lokaler i Center for Skolevægring, CFS, mens sommersolen strømmer ind gennem vinduerne fra H. C. Ørsteds Vej på Frederiksberg. Kobberfarvede papirrosetter hænger fra loftet, blomster står på bordene, og bag talerstolen markerer et enkelt banner dagens anledning:
”Dimission – stort tillykke, godt gået.”
Udenfor i skolegården venter balloner med små beskeder fra en skoletid, der tid tider har været den ødelæggende hård, på at blive sendt mod den blå himmel. Inden da er der noget, der skal siges.
En af eleverne rejser sig.
Ingen ved, hvad der vil ske, kun at det er en kæmpe præstation at pigen med talen, overhovedet er tilstede.
Hun fortæller ikke først om eksamener eller karakterer. Hun begynder et helt andet sted.
“Da jeg startede herinde, havde jeg gået derhjemme i omkring ét år. Ét år hvor jeg havde været helt afskærmet fra omverdenen og ingen kontakt havde haft med andre mennesker. Jeg var plaget af OCD og svære tvangsprægede tanker og kæmpede med en autisme-diagnose, jeg ikke rigtig vidste, hvad betød.”
Ordene falder roligt, men de rammer dybt. De beskriver en virkelighed, som mange af eleverne i lokalet kender alt for godt.
Hun fortæller om usikkerheden ved at begynde på Center for Skolevægring. Om hvor svært det var at møde andre mennesker. Om hvordan alt føltes nyt og utrygt. Men også om den forandring, der langsomt voksede frem.
“Langsomt begyndte jeg at lære mig selv bedre at kende, og det der før havde været nyt og utrygt, blev pludselig noget genkendeligt. Med genkendeligheden kom også trygheden, og med trygheden kom overskuddet til mere kontakt med de mennesker, jeg var sammen med, når jeg var herinde på skolen,” sagde hun og fortsatte:
”Her føler man sig ikke som en brik i et puslespil der skal gå op – og helst hurtigst muligt. Man føler sig som et menneske med behov der bliver imødekommet og tilgodeset. Med kærlige skub mod nye udfordringer.”
Dimissionen handler ikke blot om at afslutte et skoleforløb. Den markerer, at unge mennesker, som i en periode har været helt væk fra fællesskabet, igen har fundet en vej tilbage.
Det blev endnu tydeligere, da hun afsluttede sin tale.
“Hvis du havde fortalt mig for to eller bare ét år siden, at jeg i dag ville stå her og holde tale til en dimission fra en klasse, hvor jeg tilmed har fået, hvad jeg ville kalde venner, ville jeg aldrig have troet dig. ‘Ja, det er min drøm, men jo ikke noget der kommer til at ske,’ ville jeg have sagt. Men nu står jeg her. Ikke i en drøm, men i en virkelighed, jeg har fået skabt med hjælp fra alle jer herinde.”
Der bliver stille et øjeblik.
Mange i lokalet er det svært at holde tårerne tilbage.
Årets dimission på Center for Skolevægring – en del af Behandlingsskolerne og Danmarks største specialiserede tilbud til børn og unge med skolevægring – er ikke blot en fejring af afsluttede skoleår. Den er en fejring af mod, udvikling og nye begyndelser.
I år dimitterede 38 elever fra 9. og 10. klasse. Alle dimitterende elever og deres familier var inviteret til den fælles dimission, uanset hvordan deres forløb havde set ud, og uanset hvor de afsluttede det. For i Center for Skolevægring er holdningen klar: Alle fortjener en værdig afslutning på et vigtigt kapitel, også selv om vejen dertil har været forskellig.
Omkring 15 elever valgte at deltage sammen med deres familier. I alt var omkring 55 familiemedlemmer samlet denne eftermiddag sammen med konsulenter, afdelingsledere og ledelsen fra Center for Skolevægring.
Balloner med personlige beskeder
Programmet rummede både ledelsens tale, fællessang, diplomoverrækkelse og den uventede elevtale, som blev et af dagens absolut stærkeste øjeblikke.
Efter den officielle del fortsatte fejringen ude i skolegården med kage, is og sodavand. Her fik hver elev udleveret en ballon og blev bedt om at skrive en lille hilsen til sig selv, et håb, en drøm eller en påmindelse om den rejse, de havde været igennem.
Da alle var klar, blev ballonerne sendt til vejrs samtidig.
For Center for Skolevægrings dygtige medarbejdere var den uventede tale den smukkeste krølle på en dag, der for de fleste ikke først og fremmest handlede om eksamensbeviser, men om noget langt større: At finde tilbage til sig selv, til fællesskabet, og til troen på, at fremtiden faktisk kan blive anderledes.
