Regnen siler ned i tynde stråler over Marianelunds skovkant, og luften er tung af efterår. En flok mellemtrins børn fra Chrysalis- og Polarisskolerne, en del af Behandlingsskolerne, vælter ud af bussen med hænderne solidt placeret i det dybeste af lommerne, hættetrøjer trukket op og himmelvendte øjne.
“Hvem fuck laver det her arrangement i oktober?” lyder det halvt grinende, halvt oprigtigt fra en af drengene, mens de første skridt tages ud i mudderet. Stemningen er højlydt og utålmodig, sådan som den ofte er, når skoledagen starter et uvant sted.
Det er sundhedsuge på Behandlingsskolernes 14 skoler, og vores fantastiske sygeplejersker har stået for at strikke et program sammen i naturen omkring vores bosted i Kvistgård, i Nordsjælland.
Trods det lidt kritiske udgangspunkt, går der kun en lille times tid, før de samme børn sidder stille omkring et knitrende bål. Regnen drypper ned fra hættetrøjerne, men ingen brokker sig længere. De snor snobrød om pinde, dypper skeer i varm tomatsuppe og taler roligt sammen. Nogle fortæller små historier fra hverdagen, andre stirrer bare ud i skoven med blanke øjne. Det er, som om noget usynligt har skiftet tempo.
“Det er magisk at se elevernes forvandling, når de kommer ud i naturen” siger sygeplejerske Laura Christensen fra Behandlingscenteret.
“De ankommer med modstand, larm og uro — og så falder roen på. Det sker næsten hver gang.”
En sanselig dag i naturen
I denne uge har Behandlingscenteret, som er Behandlingsskolernes sundhedsenhed, inviteret alle Behandlingsskolernes elever og lærere til en særlig uge i naturen på Marianelund i Kvistgård, et sted omgivet af skov, enge, dyr og gamle historier.
Formålet er at skabe glæde, fællesskab og kropslig ro, og give både børn og voksne en fornemmelse af, hvordan naturen kan bruges som et rum for regulering, leg og læring.
Det handler alt sammen om både kropslig og psykisk sundhed.
Eleverne bevæger sig ad en to kilometer lang sanserute, hvor fire poster sætter fokus på at mærke, lytte, dufte og se naturen med nye øjne. Øvelserne styrker sanseopmærksomhed og hjælper nervesystemet til at finde ro, noget mange af børnene kæmper med i hverdagen.
Efter turen samles alle omkring bålet. Her er der varm suppe, snobrød og mulighed for at hilse på Marianelunds dyr: heste, ænder, kaniner, grise og geder, for kontakten til dyrene spiller en særlig rolle i elevernes mulighed for at finde ro:
“Det kan være en elev, der ikke kan finde ordene i samtale, men som stille står og aer en hest i 10 minutter. Det åbner noget, som man ikke altid kan nå i et klasselokale.”
Natur som reguleringsrum
For børn med psykosociale udfordringer og skolevægring er naturen ofte et særligt rum. Den stiller ingen krav, den dømmer ikke, og den tilbyder plads til både uro og stilhed.
“Man ser skuldrene sænke sig, stemmerne blive roligere, og øjnene få en anden glød. Det er derfor, vi drømmer om at kunne tilbyde det her hver dag.”
Fællesskab omkring bålet
Ved bålet er tiden sat ud af kraft. Her findes ikke skemaer, klokker eller læringsmål. Her er bare ild, mad og mennesker.
To drenge konkurrerer om, hvem der kan bage det mest perfekte snobrød uden at brænde det på. En lille gruppe taler med en voksen om den første gang, de red på hest.
Det er øjeblikke som disse, hvor børnene bare er, uden masker, uden kamp.
Mere end bare en skovtur
Marianelund rummer også historier. Stedet har i 150 år fungeret som kro og samlingsplads for personligheder som Tove Ditlevsen og Holger Drachmann, og i nærheden ligger Gurre Slotsruin, en oplagt anledning til at koble naturturen til historieundervisning, kongerække og svenskekrige.
Men først og fremmest er det et sted, hvor børn finder ro, og hvor fællesskabet vokser stille omkring et bål.
“Naturen er vores bedste medspiller. Den åbner for noget, som vi ikke kan skabe med ord alene. Det er her, børnene mærker sig selv og hinanden på en ny måde.”