Politiker besøg på Behandlingsskolerne: Forventningerne til vores elever går vi ikke på kompromis med

Mandag den 9.december var undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og folketingsmedlem og uddannelsesordfører fra SF, Sofie Lippert sammen med SF’s undervisningsordfører Sigurd Agersnap på besøg på to af Behandlingsskolernes 14 skoletilbud.

Udover at besøge skolerne Fyrtårnet og Fortuna Vanløse samt vores online skole, på Linde Alle i Vanløse, som alle er en del af Behandlingsskolerne, fik politikerne også anledning til at drøfte dagbehandling og hvilke muligheder vi har for at støtte børn og unge med massive psykiske udfordringer til at gennemføre folkeskolens afgangseksamen.

 

Skolechef for Behandlingsskolernes kategori 2 skoler, Kaspar Dalsgaard, fortalte politikerne at 72,5 pct. af vores afgangselever i skoleåret 22/23 gennemførte en fuld afgangseksamen og at det er en topprioritet for al Behandlingsskolernes arbejde at sikre rammerne til at vores over 500 elever kan gennemføre folkeskolens afgangseksamen.

Behandlingsskolernes adm. direktør, Signe Flindt gav politikerne et indblik i dagbehandlingens udgangspunkt, der blandt andet handler om aldrig at give op, at stille krav og forventninger samtidig med at vi kan opstille skolerammer, der kan få hver enkelt elev til at lykkes.

 

”Vores elever og deres familier oplever, at vi stiller krav om, at eleverne skal gå til afgangseksamen i fuld fagrække. Vi er meget tydelige omkring, at hvis man går på Behandlingsskolerne, så er det for at få det bedre og for at lære noget. Det betyder blandt andet at man skal til eksamen i fuld fagrække, naturligvis med tilpassede rammer. Det er noget vi ikke går på kompromis med,” siger hun.

De tre politikere var blandt andet interesseret i at høre om tendenser på dagbehandlingsområdet, og Signe Flindt kunne fortælle, at der er sket en tydelig ændring i profilen hos de børn og unge samt deres familier vi ser på Behandlingsskolerne.

Tidligere kom størstedelen af vores elever fra ressourcesvage og socialt belastede familier, hvor misbrugsproblematikker ofte var toneangivende. Sådan er det slet ikke i dag, hvor det er tydeligt at det kræver mange ressourcer at blive visiteret til et højtspecialiseret tilbud som Behandlingsskolerne.

Besøget på skolerne Fyrtårnet og Fortuna Vanløse gav politikerne mulighed for at møde elever fra blandt andet skolernes elevråd, og få en orientering om vigtigheden i tværfagligt samarbejde mellem lærere, pædagoger, miljøterapeuter samt psykologer ude på skolerne.

Alle elever har kæmpe potentiale

Selvom de elever, der indskrives på Behandlingsskolerne i gennemsnit har 3,4 psykiatriske diagnoser og ofte har massive problematikker med langvarigt skolefravær, så lykkes vi med at skabe rammer så de ret hurtigt kan gå i en skoleramme.

Den viden vil vi gerne dele ud af, for vi ser os selv som en del af løsningen på den mistrivselskrise, mange børn og unge står midt i.

 

Politikerne var interesserede i at høre om, hvordan vi lykkes med at give vores elever gode skolemuligheder, og det gav Signe Flindt et svar på.

”Alle vores børn har et kæmpe potentiale til at blive dygtige. I de 22 år jeg har arbejdet med dagbehandling, har jeg ikke mødt ret mange børn, der ikke har lyst til at lære. Men de har brug for at blive mødt af voksne, der tager ansvaret, og tør stille krav og forventninger til dem,” siger hun.

På Behandlingsskolerne har vi flere tilbud til børn, unge og voksne med oligofreni, hvilket vil sige dårlig begavelse kombineret med psykiatriske problemer. Det er typisk unge mennesker, der normalt mødes med lave skoleforventninger, hvilket vi gerne vil gøre op med.

”Det, der kompenserer bedst for psykiatriske diagnoser, er rammer, miljø og en god begavelse, så man er i stand til at indlære gode strategier. Derfor kan det være ekstra svært for elever med oligofreni, men på Behandlingsskolerne prioriterer vi også at stille skoleforventninger til de elever, og det har vi gode resultater med. Det kan godt være at de ikke får særlig høje karakterer til eksamen, men de får erfaringer med at det er ok at gå til eksamen. Det skylder vi dem,” siger Signe Flindt.