Disclaimer: Vi har i artiklen valgt at give Christina Larsens datter et andet navn end hendes rigtige. Dette for at sikre hende fuld anonymitet.
I 8.klasse stoppede Christina Larsens 15-årige datter, Ida med at gå i skole, nærmest ud af det blå. Hun gik i en ellers god privatskole, men hun udviklede en altomsluttende angst, der gjorde det helt umuligt for hende at komme i skole.
Sideløbende med skolestoppet fik datteren en alvorlig spiseforstyrrelse. Alvoren var til at aflæse på den unge krop, for på kun tre måneder tabte hun sig 14 kilo.
Fysiologisk nærmest umuligt, men hun stoppede simpelthen med at spise, og det var på det tidspunkt det gik op for hendes mor, hvor dårligt datteren havde det.
”I lang tid havde vi forsøgt at få hende tilbage i skole, og jeg sagde til hende, at alle unge mennesker kommer til et punkt, hvor de synes det er svært at gå i skole, men at det er noget man skal igennem. Men på et tidspunkt lød hendes svar, at hvis jeg tvang hende i skole, så ville hun dræbe sig selv. Det blev lidt af et ”wake-up-call” for mig,” siger Christina.
Der var ikke længere tvivl i familien. Datteren skulle ikke i skole, og da Christina selv er ansat i det psykiatriske system, vidste hun, at hjemmeskoling kunne være en mulighed. Desværre viste det sig sværere end som så at få etableret, for skolen kunne ikke magte opgaven med hjemmeskoling, og resultatet blev at datteren i 10 måneder var hjemme uden at modtage undervisning.
”Det viste sig hurtigt, at hun faktisk fik det bedre af at vide, at hun ikke skulle i skole, og det blev klart for os, at der ikke ville være en jordisk chance for at få hende tilbage i hendes gamle skole. Det var så grelt, at hun fik en voldsom fysisk reaktion, blot vi kørte forbi den tidligere skole.”
I kortform er datterens historie, at hun siden skoleårets start i august har gået på spiseforstyrrelsesindsatsen Polaris NOVA, der er en del af Behandlingsskolerne.
”Der var mange instanser omkring vores datter, der var bekymrede og som lavede underretninger til kommunen. Da jeg selv arbejder med underretninger ved jeg, at underretninger ikke er en dårlig ting, men har til hensigt at sætte skub i den rette hjælp til barnet, så jeg tog med taknemmelighed mod dem. Underretningerne satte også gang i hjælpen fra kommunen, der fandt frem til NOVA.”
Fremtidens spor er lagt
At skulle starte på Polaris NOVA, var en stor glæde for Christinas datter, også selvom hun godt kan mærke, at det også har prikket til de udfordringer, der gør datterens liv svært.
”Ida havde jo grundlæggende en opfattelse af, at hun spildte sit liv. Det at starte op igen i skole, hvor hun bliver konfronteret med det at skulle være social og at skulle udfylde faglige forventninger har været svært, og hun er et skrøbeligt sted. Men samtidig tør jeg godt sige, at hun nu er kommet ind på et spor, der forhåbentlig kan give hende mulighed for at kunne forsørge sig selv i voksenlivet. Personalet på NOVA har været fantastiske. Når Ida kommer i skole om morgenen, så står de på det nærmeste og hepper på hende, og det er tydeligt at forløbet tilrettelægges fuldstændig efter hendes behov. Jeg tror ikke, at der er andre steder i verden, hvor noget bliver tilrettelagt så fuldstændigt efter barnets behov.”
Da Ida startede på Polaris NOVA, gik hun grædende op ad skolens trappe, på med hørebøfferne, ud i køkkenet og sad og så tv-programmet Bagedysten. På den måde kunne hun føle den nødvendige kontrol og efter nogle dage var hun kort inde og vende i klassen, og stille og roligt formående hun selv at tage taxa fra sit hjem til skolen, og er nu med i undervisningen.
”Hun sidder stadig med hørebøffer på og ser Bagedysten i klassen, men personalet kan se, at når de nævner noget fagligt eller en af klassekammeraterne taler om noget, så Googler hun det lige. Så hun er jo med med ét øje. Når hun kommer hjem, så siger hun nu at hun har haft en god dag og hun er helt klar på, at hun føler at hun kan følge med i engelsk og samfundsfag.”
Christina kan fortælle historien om, hvor svært det er at få familien til at hænge sammen, når man har et barn, der har så store udfordringer som Ida, og samtidig et ægteskab og tre andre børn, der også skal have både støtte og muligheder.
”I dag kan jeg hver dag sænke skuldrene lidt, for jeg ved, at Ida i dagtimerne er et godt sted, hvor der er kyndige voksne, der holder øje med hende. Det er meget trygt, at personalet kan komme med deres faglige vurderinger, og at de har så megen erfaring at have den i. Som forælder får jeg tydeligt det indtryk, at miljøterapeuterne er meget passionerede omkring deres arbejde, og at lærerne har en meget stor forståelse for, at de arbejder med unge, der har brug for særlige vilkår. Det er jo det, der ikke er plads til i Folkeskolen. Det er også tydeligt, at man godt tør være fagligt ambitiøse på eleverne vegne.”
Christina forventer, at hendes datter skal afslutte sin afgangseksamen på Behandlingsskolerne, og det gør dem trygge, men datteren har stadig bekymringer for fremtiden.
”Idas bekymring går på om hun kan få sig en uddannelse og et job så hun kan forsørge sig selv. Det kan hun sagtens sætte ord på, men det giver også anledning til nogle gode snakke om, at alle jobs er ok,” siger hun og fortsætter:
”En virkelig stor ting er, at hun er begyndt at række hånden op i timerne. Det gjorde hun aldrig nogensinde i sin tidligere skole. Tværtimod sad hun blot med en konstant frygt for at blive peget ud og bedt om at sige noget. Det var en frygt, der fyldte hele hendes dag. Det har været hårdt, virkelig hårdt, for hende.”
Christina er helt på det rene med, at et tilbud på Behandlingsskolerne er dyrt, og at der ikke er nogle trylleformularer til at hjælpe hendes datter ud af spiseforstyrrelsen, men hun er også helt klar i mælet, når hun korrigerer regnestykket.
”Hvis man regner prisen ud i ellers tabt menneskeliv og over et helt liv, så er det jo ikke dyrt. Det ville jo være dejligt, hvis man i stedet for altid at vente til det er gået helt galt for den unge, kunne hjælpe tidligere eller helt forebygge at det går så galt, at den unge skal ende i en ødelæggende spiseforstyrrelse. Vi er i hvert fald meget glade for Polaris NOVA.”