Nye undervisningsformer skal styrke trivsel hos børn og unge

Medarbejdere fra skolerne Polaris Vanløse og Polaris Frederiksberg, en del af Behandlingsskolerne, har været samlet til kickoff på et spændende udviklingsprojekt, der løber hen over sommeren 2026.

Her skal eleverne arbejde med scenariedidaktik, inspireret af forskningen fra Simon Skov Fougt, lektor ved Aarhus Universitet (DPU).

Simon introducerede på finurlig, underholdende, men også særdeles faglig interessant måde underviserne til sin forskning i scenariedidaktik – en tilgang til undervisning, der i sin essens handler om, at elever lærer bedst, når de skaber noget til nogen med et bestemt formål.

Kort sagt: noget til nogen for noget.

Kickoff-oplægget gav både en teoretisk og praktisk indføring i scenariedidaktik. Nu vil medarbejderne arbejde med at udvikle mål og indhold for scenariebaserede undervisningsforløb på de to skoler, som ind til sommer kan afprøves i deres egne klasser.

Optaget af innovativ undervisning

Behandlingsskolernes skolechef, Kim Hansen, slår fast, at scenariedidaktik er en spændende mulighed for at tilbyde vores elever nye muligheder for læring.

På Behandlingsskolerne er vi optagede af løbende at udvikle undervisningen, så den giver vores elever de bedste muligheder for deltagelse, motivation og faglig udvikling. Mange af vores elever har haft udfordrende og mislykkede skoleforløb bag sig, og derfor kræver det, at vi arbejder bevidst med at udvikle vores undervisning og anvende didaktiske greb, der kan skabe mening og engagement hos eleverne. I den forbindelse er vi meget taknemmelige for, at Simon, som er en af de førende forskere i Danmark på området, har sagt ja til at hjælpe os med at afprøve scenariedidaktik som et didaktisk greb i undervisningen, siger han.

Inspirationsdagen blev rundet af med konkrete didaktiske greb til, hvordan man kan sikre faglig fordybelse og stærke læringsprocesser, når elever arbejder scenariebaseret.

Simon Skov Fougt er oprindeligt læreruddannet og har arbejdet 12 år som folkeskolelærer, hvor han også har undervist scenariebaseret. I dag forsker han blandt andet i scenariedidaktik og har været både forlagsredaktør og underviser på læreruddannelsen samt bidraget til en række scenariedidaktiske læremidler.

Fortsættes under billedet

 

På Behandlingsskolerne er vi stærkt optaget af innovative undervisningsformer, der er tilrettet vores elevers behov, og vi glæder os til at følge projektet og se, hvordan scenariedidaktik kan åbne nye veje til læring for eleverne på Polaris skolerne.