Fagligheden er i top på skolen Karlsvognen, der er en del af Behandlingsskolerne, og som holder til i skolebygningen på H.C. Ørsteds Vej 47, på Frederiksberg.
Det slår Socialtilsyn Hovedstaden fast i skolens seneste tilsynsrapport, der i sin helhed kan ses her:
Tilsynet anerkender skolens faglige arbejde, og slår fast, at:
- Tilbuddet sikrer eleverne adgang til skolefællesskaber
- Tilbuddet samarbejder med familie, netværk og relevante omsorgspersoner
- Tilbuddet arbejder med et klart formål for den understøttende behandling
- Tilbuddets medarbejdergruppe besidder relevante uddannelsesmæssige baggrunde, ligesom medarbejderne har adgang til løbende faglig opkvalificering og supervision. Desuden rådes der over en stabil medarbejdergruppe med omfattende erfaring.
På skolen er der plads til 45 elever, der alle har psykiatriske hoveddiagnoser koblet med bi-diagnoser og problematikker som ADHD, adfærdsforstyrrelse, angst, OCD eller PTSD, og deres funktionsniveau er ofte lavt.
Karlsvognen tilbyder psykologisk behandling ved specialuddannede psykologer og specialpsykologer, integreret med miljøterapeutiske og pædagogiske indsatser, og eleverne har adgang til hyppige terapeutiske samtaler, gruppeforløb og supervision
Rigtig gode til relationer
Karlsvognen er særligt gode til at støtte eleverne i relationer til familie, venner, klassekammerater og øvrigt netværk, lyder vurderingen fra Socialtilsynet, der skriver, at:
”Elever giver i samtaler med Socialtilsynet udtryk for, at de oplever at blive hjulpet til at etablere og fastholde venskaber på skolen. Herunder fremhæves medarbejdernes evne til at udfordre eleverne og tilpasse kravene med deres ressourcer på en hensynsfuld måde….Socialtilsynet observerer at samspillet mellem tilbuddets medarbejdere og eleverne er båret af stor tillid, tryghed og omsorg hvor humor indgår i et positivt samspil.”
Ifølge Socialtilsynet er der på Karlsvognen et tæt samarbejde mellem behandlingsansvarlige psykologer og det øvrige personale, hvilket sikrer opdateret viden om elevernes behov, og samtidig slår tilsynet fast at skolens personale arbejder med at give eleverne medindflydelse.
Eleverne roser personalets tilgang
Kognitiv miljøterapi, der varetages af behandlingsansvarlig psykolog som samarbejder med det pædagogisk understøttende personale, er en del af den ros, som Socialtilsynet sender Karlsvognens vej.
De bemærker således positivt i rapporten, at eleverne på skolen sikres terapeutiske samtaler samt trivselssamtaler, der styrker viden om den enkelte elevs behov.
En nøje tilrettelagt dag, hvor medarbejderne beskriver kendskab til skolens procedurer, bidrager til at sikre stabilitet i elevernes skoledag.
Socialtilsynet har haft samtaler med et udvalg af skolens elever, og meldingen herfra er ubetinget positiv, når de skal give deres evaluering af personalets hjælp.
”I samtaler med elever beskriver de hvorledes de modtager relevant støtte i løbet af dagen, der bidrager til at de oplever tryghed og tillid, hvilket skaber øget trivsel og mulighed for behandling. Eleverne fremhæver det understøttende personale, der bidrager til at udfordre og motivere eleverne til udvikling, ligesom de beskriver at tilbuddets medarbejdere er gode til at holde pauser, finde på alternative aktiviteter og bruge humor, der samlet skaber et udviklende miljø.”