Mange af vores elever er så forpinte, at de ikke kan se at de har en fremtid. Særligt ikke når de lige starter på Behandlingsskolerne. Derfor er det fantastisk for dem at opleve og høre tidligere elevers ofte kringlede veje til et godt ungdomsliv.
I sidste uge havde ledende psykolog Lærke Ammitzbøll Bogh, på skolen Polaris Vanløse, en del af Behandlingsskolerne, inviteret to tidligere elever til at holde oplæg for skolens elever.
Her stod de over for 30 nuværende elever og ikke mindst medarbejderne på skolen, og kunne fortælle om, hvad det var der virkede for dem i deres tid på Polaris, men også om, at de først kunne se det, efter de gik ud.
”Jeg tror, at noget af det, der virkede mest inspirerende på de nuværende elever, var, at hende der lagde ud, startede med at sige ”Jeg syntes egentlig det var noget rigtig lort at gå på Polaris, men bagefter kan jeg se, at det jeg har fået ud af det var, at jeg på Polaris havde et sted, hvor der var plads til at jeg kom og var vred, og kunne synes at de voksne var dumme, og alligevel rummede de mig,” fortæller Lærke Ammitzbøll Bogh.
De to tidligere elever har begge gennemført fine studentereksamener efter tiden på Polaris, og den ene har søgt optagelse på psykologstudiet mens den anden vil læse til pædagog.
”Det var to seje unge damer, der stod der og fortalte om deres kringlede veje, men som også bare havde styr på deres liv, og det var tydeligt at det var fortællinger vores elever havde stor glæde af, ” siger Lærke og fortsætter:
”De kunne fortælle om en tid, hvor de tænkte; Helt ærligt, skal jeg bare gå i skole for at sidde og være sur? De kom begge fra Polaris med en god eksamen, og det gjorde et særlig stort indtryk, at den ene af dem sagde, at hun først to år efter hun havde gået her, fik den her fornemmelse af, at ”Gud, hvor var det godt at jeg kom på Polaris,” det tror jeg var ret inspirerende for vores elever at høre, for de kan jo godt nogle gange sidde og være i tvivl om, det hele giver mening.”
Godt at være træt af skolen
Noget af det stærkeste bevis på, at tingene lykkes på Polaris Vanløse, er, når eleverne er ved at være trætte af at gå på skolen, for så er de klar til det vigtigste at komme videre.
”Vi siger tit til vores elever, at vi håber de når at blive rigtig trætte af at gå her, for så er de klar til at komme videre. Derfor var det ekstra fedt, at de her to bundærlige unge kvinder, kom og fortalte en alt andet end poleret eller falsk fremstilling om deres tid på skolen. Pointen er jo, at de kan fungere som rollemodeller for vores nuværende elever, og det virker. Som voksne kan vi sagtens stå og sige, at eleverne skal være glade for at gå her, men det virker bare helt anderledes stærkt, når det er to seje unge kvinder, der fortæller om deres egen tid på skolen.”
Skulle lære at køre i bus
Eleverne på Polaris Vanløse er begavede unge mennesker, med svære psykiske udfordringer. Det er ord, men i virkelighedens levede liv betyder de alt andet end en nem gang i samfundet. Den ene af de tidligere elever kunne fortælle om et ungdomsliv, hvor det tog halvandet år bare at lære at køre til og fra skole i offentlig transport. Noget hun beskrev som tæt på at være det vildeste hun havde lært, for når hun tænkte over det faglige, var det ord som nemt, der poppede først frem.
”Det var tydeligt, at særligt rammerne, rummeligheden og mulighederne for at blive stærkere i de sociale ting, havde gjort et stort indtryk på dem. Polaris var for dem et sted, hvor de kunne gå hen med deres vrede, hvor de kunne synes vi var pissedumme, men samtidig have en oplevelse af, at vi blev ved med at være der for dem. De beskrev Polaris Vanløse som et læringsrum, hvor de kunne få lov til at prøve nogle ting af. Det kunne være hvilke pronominer man gerne ville omtales med, og i det hele taget blev skolen rammen omkring de sociale ting, der betyder mest i et ungdomsliv. Samtidig nævnte de også, at de på Polaris Vanløse kunne få den rummelighed, der gjorde dem i stand til at udfolde deres faglige potentiale, og de fik begge flotte eksamenskarakterer, som de nok ikke havde kunne i en folkeskolekontekst, hvor de ville sidde og være pressede.”
Ud i verden så hurtigst som muligt
På Polaris Vanløse har de altid travlt med at få eleverne videre, og Lærke Ammitzbøll Bogh er knivskarp i sætningerne, når hun skal forklare essensen af skolens mission.
”Så snart eleverne begynder hos os, er det vores fornemste opgave at få dem videre ud i verden. Helst så hurtigt som muligt. De har det tit så psykisk dårligt, at det ikke er noget man lige gør på 3 måneder. Men, hvis vi for eksempel får en elev i 6.klasse, der så er parat til at komme videre i 8.klasse, så er det vores fornemste opgave at hjælpe vedkommende ud i noget mindre indgribende. Hvis der er en lille smule konkurrence menneske i en som fagperson, så vil man da gerne vise, at man får eleverne ud af specialområdet og ind i normalområdet, så hurtigt som muligt,” siger hun og fortsætter:
”Vi bruger kognitiv adfærdsterapi, der sigter mod at identificere symptomer eller adfærd, som eleven ønsker at ændre som psykologisk metode, og det skulle gerne virke, så eleven får det bedre i løbet af et par år. Det gør det også, og derfor kan vi på de halvandet år vi typisk har en elev, gøre dem klar og med et eksamensbevis i hånden.”