På Behandlingsskolerne tror vi på, at børn og unge lærer bedst, når undervisningen ikke kun foregår bag et bord, men når den bliver sanselig, kreativ og koblet til virkeligheden. Vores lærere finder hele tiden nye, innovative veje for at støtte eleverne fagligt og personligt, så de kan lykkes med bl.a. folkeskolens afgangseksamen.
Et eksempel er Sofie Löwe, der underviser i Håndværk og Design på skolen Chrysalis Virum, en del af Behandlingsskolerne, der har udviklet valgfaget Historisk Håndværk.
Senest havde hendes elever besøg af arkæolog Pernille fra Nordsjællands Museer, der kom og fortalte om arbejdet som arkæolog og så stod den ellers på skrald. Eleverne analyserede “fortidens skrald”, stillede nysgerrige spørgsmål og fik endda lov til at holde genstande, der var op til 3.500 år gamle.
“Eleverne var fantastiske! De stillede gode spørgsmål, kom med velovervejede konklusioner og kastede sig nysgerrigt ud i opgaven,” siger Sofie Löwe.
Tekst fortsætter under billedet

“Pernille havde særlige museumshandsker med til alle og efter, at eleverne havde set og vurderet de forskellige skraldeposer, fandt Pernille nogle ægte museumsfund frem. Dem måtte eleverne holde og nærstudere, når blot de havde handsker på. Der var genstande der var mellem 400 og 3500 år gamle. Der var en skinnebensknogle fra en ko der var cirka 800 år gammel, to flintøkser fra stenalderen, en vævevægt fra vikingetiden og en kridtpibe fra 1500-tallet,” fortæller hun.
Og snart tager vi endnu et skridt: Ved årets juleafslutning holder vi elevernes første fernisering, hvor de udstiller produkter fra håndarbejde & design, billedkunst og Historisk Håndværk. Her viser de både færdige og ufærdige værker frem – for at give deres forældre et indblik i den kreative proces og for at vise eleverne, at deres arbejde har værdi.
”Ferniseringen er ikke kun en udstilling – den er også en pædagogisk ramme for at lære tålmodighed, æstetik og rumforståelse. Mange af vores elever har svært ved behovsudsættelse og vil helst have deres produkt med hjem med det samme (eller smide det ud). Med ferniseringen lærer de, at det kan betale sig at give ting tid, og at deres indsats er værdifuld at vise frem,” fortæller Sofie Löve.
Det er denne blanding af faglighed, kreativitet og nysgerrighed, der gør vores skoler til et sted, hvor elever, der tidligere har haft det svært i andre rammer, kan vokse og udvikle sig.
