Fire dage i Athen styrkede fællesskabet på Polaris Vanløse

Fire dage under den græske sol, omgivet af antikkens historie, varme forårsvinde og fælles oplevelser langt væk fra hverdagen i Danmark. For eleverne i 10.V på skolen Polaris Vanløse, der er en del af Behandlingsskolerne, blev studieturen i marts til Athen meget mere end bare en rejse, den blev en oplevelse, der styrkede både fællesskabet, selvstændigheden og troen på egne evner.

På Polaris Vanløse, arbejder personalet med en relationsbaseret og psykologfaglig tilgang, hvor fællesskab, trivsel og udvikling går hånd i hånd med undervisningen. Og netop derfor er studieturene en vigtig del af skolens arbejde med eleverne.

“Det er en fantastisk skole. Den er meget bedre end andre skoler, og det er ikke kun skolen, vi har det virkelig godt med lærerne. Hvis man kommer en dag og ikke har det godt, så er der forståelse for det. Så kan man gøre tingene lidt anderledes, gå en tur udenfor eller tage flere pauser. Der er altid nogen at komme til,” fortæller 17-årige Noah, som går i 10.V på Polaris Vanløse.

“Man kan mærke, at stemningen er god og ungdomsagtig. Vi bliver mødt som unge mennesker.”

Eleverne var selv med til at planlægge turen

Den 9. marts i år rejste seks elever og fire voksne fra Polaris Vanløse til Athen. Allerede inden afrejse havde eleverne været en aktiv del af planlægningen.

På Polaris er medinddragelse nemlig en vigtig del af studieturene. Eleverne er med til at vælge destination, undersøge muligheder og planlægge indholdet sammen med de voksne.

“I 10. klasse kan man selv være med til at vælge, hvor man vil hen i Europa, og det synes jeg er virkelig fedt,” fortæller Charlie, som også går i 10.V.

“Vi talte med de voksne om fly og planlægning, og man føler virkelig, at man er med i processen.”

Tidligt om morgenen den 9.marts mødtes gruppen i Københavns Lufthavn. For nogle begyndte dagen allerede klokken fire om morgenen.

“Min far vækkede mig klokken fire, og jeg var i lufthavnen lidt i seks,” fortæller Charlie med et grin.

Kultur, historie og gadekatte

Ingen af eleverne havde været i Grækenland før, og forventningerne var høje.

“Noah havde kun filmen Mamma Mia at sammenligne med,” fortæller Charlie grinende.

“Så jeg troede, vi kom ned til små solrige øer,” supplerer Noah. “Men Athen var mere lidt ala Vesterbro – bare meget varmere. Og det var fucking fedt.”

Allerede første dag gik eleverne rundt i byen, oplevede stemningen og mærkede de kulturelle forskelle mellem Danmark og Grækenland.

“Man kunne tydeligt se forskellen i måden folk lever på. Der kunne stå en flot lejlighed lige ved siden af et hus i ruiner,” fortæller Noah.

Eleverne besøgte gamle kirker, gik gennem Athens gader og tog billeder af alt, de så.

“Jeg fik lov til at kæle 11 gadekatte,” siger Charlie begejstret.

 

Akropolis, kabelbane og udsigt over Athen

Turen bød også på flere af Athens mest kendte seværdigheder. Klassen besøgte Akropolis, oplevede de historiske bygninger og så vilde skildpadder i parkerne omkring de gamle ruiner.

“Det var virkelig flot. Historien er overalt i Athen,” fortæller Noah.

Et af højdepunkterne var turen op ad Lycabettus-bjerget med den berømte kabelbane, hvor eleverne kunne nyde udsigten over hele byen.

“Der var kaktusser og natur over det hele. Det var fedt at opleve, at natur bare fik lov til at være natur,” siger Noah.

Eleverne havde også tid til at udforske byen i mindre grupper, shoppe, gå på café og finde lokale spisesteder.

“Vi fandt et fastfoodsted med virkelig god mad,” fortæller Charlie.

“Og Noahs værste mareridt var den lysegrønne og pink fantasy-café, vi endte på,” griner hun.

Tryghed, pauser og plads til sig selv

Selvom studieturen var fyldt med fælles oplevelser, var der også fokus på tryghed og behovet for pauser. Alle elever havde eget værelse på hotellet, hvilket gjorde en stor forskel.

“Det var virkelig rart at have sit eget værelse,” fortæller Charlie.

“Man kunne trække sig lidt tilbage og få ro. Nogle tog en lur i pauserne, og man skulle ikke bekymre sig om en roommate, der snorkede.”

Netop den balance mellem fællesskab og mulighed for at trække sig er vigtig på Polaris Vanløse, hvor elevernes trivsel og individuelle behov altid tænkes ind i rammerne.

En tur der styrkede fællesskabet

For begge elever blev studieturen en oplevelse, der bragte klassen tættere sammen.

“Jeg var faktisk lidt nervøs inden turen og tænkte på, om jeg kunne klare fire dage væk hjemmefra,” fortæller Charlie.

“Men vi hyggede os virkelig meget, og efterfølgende taler vi meget mere sammen allesammen.”

Noah er enig.

“Jeg er ikke et morgenmenneske, og normalt ville jeg måske helst sidde alene om morgenen. Men på turen blev jeg eksponeret for noget nyt, og det endte faktisk med at være rigtig hyggeligt.”

Studieturen til Athen blev dermed ikke bare en rejse væk fra Danmark, men også en rejse mod større selvstændighed, stærkere relationer og nye oplevelser, præcis dét, Polaris Vanløse som skole står for.

For eleverne står én ting i hvert fald klart efter hjemkomsten fra Grækenland:

“Det var bare fedt og hyggeligt.”