Vores fabelagtigt dygtige kolleger, sygeplejerskerne Laura Schoubye og Rikke Bie, stod torsdag eftermiddag og aften for et fyraftensmøde om Behandlingsskolernes tilbud til unge med spiseforstyrrelser, Nova.
Over 80 personer var mødt frem, og de hørte Laura og Rikkes fantastiske vidensdeling om:
- Den autistiske hjerne
- Unge, der piner sig gennem en hverdag, hvor kalorier smitter – i hvert fald i sindet
- Hvor undervægt kan være en kamp mellem liv og død
- Hvor spiseforstyrrelse har en funktion, så vigtig, at den er der, hvor den unge føler sig mest kompetent
En hverdag, hvor elevbemærkninger som:
“Det er en god dag, hvis jeg skal veje mig, og jeg vejer mindre end i går,” fylder.
På deres helt særlige fine og fagligt overbevisende vis formidlede de håb, viden og erfaringer med det, de ved virker, når spiseforstyrrelse skal erstattes med ungdommens vilde drømme, ideer og muligheder.
De fortalte også, at en spiseforstyrrelse ofte har en funktion som angstdæmper, og at de derfor arbejder meget med afværgekort, så de unge er rustede til at kunne håndtere den tid, hvor spiseforstyrrelsen ikke længere fylder det hele.
Når man som ung har en spiseforstyrrelse, så går det meste af dagen med at være træt, og med at tælle kalorier.
Som en forælder har sagt om deres arbejde:
“Når Ida kommer i skole om morgenen, så står de på det nærmeste og hepper på hende.”
Både Laura og Rikke understregede, at eleverne på Nova bliver mødt af voksne, der tror på hvad eleverne siger.
“Vi har kæmpe tålmodighed med at de nok skal nå deres mål, vi tror kæmpe meget på de unges ord.”
Nicolines fornemme præsentation af virkelige oplevelser
Derudover delte 27-årige Nicoline Stieper sin meget personlige, lærerige og kloge fortælling om en ungdom, hvor:
- Pæn var lig med tynd var lig med at blive anerkendt
- En massiv spiseforstyrrelse gav mening, når der skulle skabes orden i en forvirrende verden
- Spiseforstyrrelsen blev det nødvendige frirum fra omverdenens massive forventninger om beslutninger og valg.
Nicoline gav med sin eminente fortællestil et unikt indblik i et ungdomsliv, hvor tanker og følelser var vanskelige at regulere, og hvor det at leve op til omgivelsernes forventninger om planlægning og overblik var umulige at indfri.
Nicolines vidnesbyrd var stærk kost – for kan vi være et samfund bekendt, at en livsødelæggende spiseforstyrrelse er eneste adgangsbillet til at blive set og rummet?
Nicoline fik hjælp til at håndtere sin spiseforstyrrelse, og som hun sagde, så vidste hun, at hun var på rette vej, da hun turde række ud og dele sit hjertes inderste tanker.
“Det var som at stå nøgen og rette sit slimede og ulækre hjerte frem for andre.”
På Nova arbejder de ud fra følgende grundprincipper:
- Individualitet, der handler om at tage hensyn til elevernes særlige ønsker og behov. Helt ned til mindste detalje.
- Evidensbaseret praksis.
- Empowerment og inklusion, der også betyder at give eleverne mulighed for at følge deres ønsker. For eksempel ved at hjælpe dem til fritidsjob.
- Tværfagligt samarbejde. På Nova har vi børnepsykiater, børnelæge, psykologer samt sygeplejersker med flere forskellige specialer, der alle arbejder sammen med kommuner, den ambulante psykiatri samt inddrager familien. Altid for at kunne skræddersy tilbuddet efter den enkelte elevs behov. Vi støtter op omkring forældrene, så de kan være stærke i at være forældre derhjemme.
- Familieinddragelse og fast struktur på skoledagen.
🙏 Tak til Laura, Rikke og Nicoline for en aften i eftertankens og ny videns tegn