Tre af landets førende forskere deler deres viden med elever fra Behandlingsskolernes ældste klasser, når de i slutningen af april holder oplæg om store og aktuelle videnskabelige emner.
Det er elever fra 6.-10. klassetrin på Behandlingsskolernes 14 skoler, der får en unik mulighed for at blive klogere på alt fra universets mysterier til kemikaliernes påvirkning af vores sundhed.
De tre dage med ekstraordinær videnskabelig dybde, er en årligt tilbagevendende tradition, som en af vores dygtige fysiklærere, Ali Hansen, står bag, og i år er der tale om forskere, der har en ekstraordinær viden på deres felt, som de vil dele med vores elever.
Hvad kan eleverne forvente?
Tirsdag den 22. april: “Påvirker miljøkemikalier vores spædbørns tarmbakterier?”
Forsker og ph.d. studerende Ida Asta Olsen, fra Statens Institut for Folkesundhed, dykker ned i, hvordan de såkaldte “evighedskemikalier” (PFAS), som findes i alt fra regntøj til emballage, påvirker spædbørns tarmbakterier via modermælken.
Ida Asta Olsens foredrag vil give et indblik i, hvordan disse kemikalier kan forandre mikrobiomet i vores krop og dermed have stor betydning for vores sundhed.
Onsdag den 23. april: “Myter på afveje om fedme”
Professor emeritus, Dr. med. Thorkild I.A. Sørensen, fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, stiller skarpt på de mange myter om fedme. Er det virkelig bare et spørgsmål om at spise mindre og bevæge sig mere? Eller spiller genetik, livsstil og miljø en langt større rolle, end vi tror? Foredraget vil give eleverne en kritisk refleksion over eksisterende viden og forskning på området.
Torsdag den 24. april: “Galaksehobe – giganter i rummet”
Astrofysiker Thomas Berlok fra DARK Cosmology Centre ved Niels Bohr Institutet tager eleverne med på en rejse gennem universet og dykker ned i galaksehobe – enorme samlinger af galakser, der holdes sammen af tyngdekraften.
Foredraget vil forklare, hvordan disse gigantiske strukturer dannes og udvikler sig, samt hvordan vi kan bruge dem til at forstå universets mysterier, bl.a. ved hjælp af rumteleskoper som Hubble og Chandra.
En unik mulighed for at møde videnskaben
Foredragene giver Behandlingsskolernes elever mulighed for at stille spørgsmål til forskerne og blive inspireret af den nyeste viden fra nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Det bliver tre dage fyldt med indsigt, refleksion og fordybelse i videnskabens verden.