Det summer af projekt og eksamen

Parkeringspladsen foran skolen Polaris Vanløse, en del af Behandlingsskolerne, var fyldt godt op. Ikke med biler, ikke med elevernes cykler, men med en båd på en trailer.

Det er ikke normalt sådan det ser ud på Polaris, men skolen havde projektuge og en af skolens elever havde valgt at arbejde med sejladsens historie og hans eksamensprodukt var båden som hans far havde skaffet.

Ind til videre er der ikke noget der tyder på at der kommer store både til næste uges eksamen, men årets projektopgaver er niende klasses eleverne i fuld gang med, og eleverne har travlt.

9.klasserne har 19 elever og de arbejder med projekter i en uge, og så står den ellers på eksamen i næste uge. En hård omgang for elever, der alle har psykiske udfordringer, men deres lærere Marie Pedersen og Casper Schandorff er ikke i tvivl om, at alle elever nok skal komme igennem og gennemføre de eksamener, der løber af stablen på mandag og tirsdag.

Men det bliver ikke uden sværdslag og kræver undervisernes fulde opmærksomhed.

Ugens overemne er ”før og nu,” og inden for det overordnede tema skal eleverne selv vælge et emne at dykke ned i.

”Målet er at alle elever skal igennem, og det skal de nok komme, selvom det så lidt stramt ud i begyndelsen. Der er fuld gang i opgaverne og emnerne er mange. Lige fra ligestilling og kvinderettigheder over rockmusikkens udvikling fra Black Sabbath til musikapparater og en undersøgelse af, hvordan man optog den første lyd til nutidens musikstreaming. Det er faktisk rigtig spændende opgaver at være med til fra sidelinjen,” siger Casper.

En god øvelse i fremtidens krav

Marie og Casper er enige om, at projektugen er en fantastisk øvebane for eleverne, hvor de både kan få en fornemmelse for projektarbejdets vilkår, en reel eksamenssituation og mærker, hvad det vil sige at skulle løse en selvstændig opgave inden for en afmålt tidsfrist.

”Det er en uge med tårer og grin. Der er store følelser på spil hos eleverne. Men trods det, at det er hårdt at være i, så er det også en dejlig uge, fordi vi er helt sikre på at alle elever kommer igennem og får en god læring. For nogle af eleverne er ugen lidt af et ”wake up call,” hvor de skal forholde sig til et produkt, en eksamen og en karakter. Eleverne har brug for voksenstøtte i løbet af ugen, og derfor er det så fedt, at vi har en normering, der gør, at de faste voksne kan være på sidelinjen igennem hele ugen,” siger Marie.

På Polaris Vanløse er eleverne vant til at blive støttet i læringsprocesser, og for nogle af dem kan det være en ekstra udfordring selv at skulle stå for hele processen.

”Der er jo vide rammer, så hvis man for eksempel har valgt kattens historie fra vildkat til kæledyr, så kan man tage sin kat med som produkt til eksamen. Et år havde en elev lavet et computerspil vi kunne spille til eksamen. I det hele taget kommer der virkelig mange kreative opgaver u daf sådan en uge, siger Marie.

Eksamen er den rene virkelighed

Mandag og tirsdag i næste uge bliver med en vis sitren i luften, for her skal eleverne til eksamen, og Casper og Marie slår fast at det bliver holdt efter alle kunstens regler.

”I Folkeskolen fremlægger man sin opgave foran klassen, og får sin karakter på baggrund af det. Det gør vi ikke, men vi får det til at ligne en eksamenssituation så meget som muligt. Eleverne får 20 min. til at præsentere deres projekt i form af en planche, PowerPoint eller et fysisk produkt, for Casper og mig. Vi stiller spørgsmål til projektet og så voterer vi efterfølgende, før eleven får deres karakter. På den måde kommer det til at ligne sommerens eksamener så meget som muligt,” siger Marie og fortsætter:

”Alle vores elever kommer med udfordringer, men på Polaris er målet at de alle skal kunne gennemføre en 9.klasses afgangseksamen. Det skal nok lykkes. Den boble eleverne er i hos os kan rigtig meget godt og den hjælper eleverne. Men de har også brug for engang i mellem at blive skubbet lidt ud af deres komfortzone, så de mærker de krav, der møder dem på den anden side af skolen.”

Fakta om projektopgaven:

I 9. klasse arbejder eleverne i en uge, fem sammenhængende dage, med det afsluttende arbejde med projektopgaven. Eleverne belyser en problemstilling, som de selv er med til at formulere.

Projektopgaven går på tværs af skolens fag og emner, og læreren tilrettelægger og differentierer undervisningen, så den tilgodeser den enkelte elevs mulighed for at arbejde med:

  • en problemstilling
  • opgavens indhold 
  • arbejds- og undersøgelsesformer
  • kilder og materialer
  • udtryks- og formidlingsformer
  • at fremstille et produkt
  • at gennemføre fremlæggelsen
  • et eller flere praksisfaglige elementer.

I løbet af projektugen arbejder eleverne – alene eller i grupper – med deres problemstilling. Fremlæggelsen sker enkeltvis eller gruppevis og skal finde sted i forlængelse af de fem sammenhængende skoledage. Find inspiration og redskaber til arbejdet med projektopgaven i 9. klasse på emu.dk.

Eleven kan selv vælge, om udtalelsen og/eller karakteren skal stå på 9.-klassebeviset. Det er også muligt at fravælge begge dele.

Projektopgaven er uafhængig af 9. klasses prøverne

Selvom eleven kan vælge at få påført resultatet på sit prøvebevis, er projektopgaven en del af skolens normale undervisning. Den er således uafhængig af både 9.-klasses prøverne og elevens standpunktskarakterer.