”Op på skamlerne.” Banerne 2, 3,4 og 5 en fredag aften i Birkerød Svømmehal bliver om få sekunder indtaget af de fire veltrænede, men let nervøse, unge mænd, Mathias, Zacharias, Noah og William, alle elever på Behandlingsskolerne i Stenløse.
De har alle fire udfordringer, der normalt spænder ben for deres muligheder for at deltage på lige fod i foreningslivet, men ikke nu, for de er parat til at vise sig som de dygtige svømmere de også er.
”På jeres pladser,” lyder den rutinerede speakerstemme, dommerne er klar til tidtagning og de fire sammenkrøbne kroppe er klar til at springe i klorvandet.
”Biip, ” lyder det og efterfølges af et kontrolleret plask når kroppen bryder vandoverfladen og afsted på 50 meter fri svømning. Fra bassinkanten klappes og hujer publikum mens teknorytmer banker ud gennem højttalerne,
”Heep, heep, kom så”
De fire svømmer det bedste de har lært, og de har lært meget, for deres lærer og svømmetræner Sebastian Kauffeldt har en baggrund som professionel svømmetræner i danske eliteklubber, og med ham har de i flere måneder trænet med.
”Sådan drenge, sådan skal det gøres. Der er store svømmere gemt i jer,” lyder det fra stævnespeakeren, der ved hvad han taler om.
SIGMA Swim er en af landets bedste svømmeklubber, og i løbet af det to dage lange svømmestævne er der mulighed for at se mere end habile svømmere.
En af klubbens mest berømte medlemmer er den tidligere topsvømmer, Mette Jacobsen, der i sin over 20 år lange storhedstid blev omtalt som Danmarks ukronede svømmedronning med uforståelige 36 EM- og VM-medaljer, heraf tre gange VM-guld og syv EM-guld samt finaleplads ved hele fem olympiske lege.
I dag står hun og sælger hjemmelavet merchandise til fordel for svømmeklubbens ungdomsarbejde, og hun storroser de fire drenge for deres mod og deres svømning.
Mens hun smilende rækker en hæklet kurv over til en klubstøtte, slår hun fast, at svømmestævnet godt nok er et internt klubstævne, men det er med deltagelse af svømmere fra øverste hylde.
”Der er svømmere, som er kommet til Birkerød fra Dansk Svømmeunions elitecenter i København og enkelte fra USA, hvor de svømmer på semiprofessionelt niveau. Det er et stævne, hvor folk er glade for at komme, men det er også et stævne som for flere af svømmerne er ganske seriøs træning. Det er superflot, at de fire drenge har mod på at svømme her i dag. Det er fedt at opleve,” siger hun.
De fire ungersvende er enige om, at stævnet, udover at være en kæmpe oplevelse, også giver gode muligheder for at få proppet god energi i selvttillidstasken, og samtidig er en god øvelse i at turde stå op og vise sine evner over for andre mennesker.
Sebastian Kauffeldt er synligt stolt over ”sine drenge,” efter de har været i vandet og han gør en dyd ud over, at de skal have del i den fantastiske klubånd og møde nogle af SIGMAs kendte svømmere.
I bassinet der ligger parallelt med konkurrence bassinet træner en af klubbens dygtige svømmere, 25-årige Alexander Aslak Nørgaard, der i 2021 var en af Danmarks deltagere ved de olympiske lege i Tokyo, og han storroser de fire svømmere for deres mod og deres svømning.
Udover billeder til familiearkiverne af de fire sammen med flere kendte svømmere, bliver der også tid til bare lige at nyde at de har bevist hvor meget de formår at præstere under pres, og Sebastian er ikke i tvivl om, hvad de har opnået:
“Vi er på udebane – men vi har trænet, og det har været en fantastisk mulighed for eleverne til at mærke, at de kan noget specielt. Det handler ikke bare om svømning, men om mod, selvtillid og om at håndtere nervøsitet,” siger han.
På Behandlingsskolerne tror vi på, at børn og unge vokser, når de får muligheden for at opleve, at de kan meget mere, end de selv tror.