14-årige Mads(det er ikke hans rigtige navn) var i voldsom mistrivsel og havde opgivet skolen. I dag går han i 7. klasse, udvikler sine egne computerspil og står foran at udgive sit første spil på den internationale spilplatform Steam. Vejen dertil begyndte med, at nogen så hans interesser og evner på en ny måde.
Der er ledninger i forskellige farver, 3D-printere, computere og masser af kreative projekter i hele rummet. På bordene ligger idéer og spændende 3D print i forskellige stadier af udvikling, mens computerskærme viser alt fra grafik til avancerede kodelinjer.
Vi er i Behandlingsskolernes Makerspace på H.C. Ørsteds Vej 47. Her er der plads til at undersøge, eksperimentere og fordybe sig, og her sidder 14-årige Mads med noget, han har arbejdet længe på: sit eget computerspil, Peekour.
Spillet er hans eget. Fra idé og design til programmering og de mange detaljer, der skal falde på plads, inden andre får mulighed for at spille det.
”Jeg er super stolt af spillet, og glad for at andre synes, det er godt og kan få glæde af det,” siger han mens hans øjne fortsætter med at følge den lille brunhårede dreng på skærmen foran ham.
Den 10. november 2026 er planen, at spillet skal udgives på den internationale spilplatform Steam. Det er ord, der beskriver en handling, men i virkeligheden er det også en sætning, der rummer en menneskelig udviklingshistorie af enorme dimensioner.
Det er noget af en udvikling for en dreng, der for få år siden havde så svært ved at være i skolen, at han helt opgav at komme der.
Da skolen blev en uoverkommelig opgave
I 5. og 6. klasse oplevede Mads en periode med voldsom mistrivsel. Skolegangen blev stadig vanskeligere, og til sidst kunne han ikke længere overskue at komme af sted.
Hans mor var førstehåndsvidne, og hendes ord viser tyngden i hans udfordringer:
”Vi har i vores familie oplevet, hvordan vores søn i 5. og 6. klasse var i mistrivsel. En mistrivsel som var enormt voldsom for både ham og hele familien. Han måtte hurtigt opgive at gå i skole, og havde ofte udadreagerende nedsmeltninger. Det eneste han kunne var at spille Fortnite. Vi opdagede hurtigt, at han ikke ‘bare’ spillede, men brugte spillet til at finde ro og forudsigelighed midt i det kaos, han oplevede hverdagen som.”
Computerspillet blev et frirum. Her var reglerne tydelige, verdenen til at overskue og mulighederne for at handle inden for nogle rammer, han selv kunne forstå og kontrollere.
Efter et halvt år blev Mads udredt med ADHD og autisme, hvilket gav familien en forklaring på nogle af de vanskeligheder, han havde kæmpet med, og blev samtidig en lettelse for Mads selv.
Som han sagde:
”Jeg frygtede mest, hvis der ikke var noget, og jeg bare var helt forkert.”
Det er en sætning, der siger meget om, hvad det kan betyde for et barn ikke at kunne få hverdagen til at fungere. At opleve, at noget er svært, uden at kunne forstå hvorfor, og måske begynde at tro, at det er én selv, der er noget galt med.
Da interessen blev en vej ind i læringen
Mads fik først hjælp gennem Center for Skolevægring, der er en del af Behandlingsskolerne og går i dag i en klasse på skolen Karlsvognen på Frederiksberg.
Her blev der taget udgangspunkt i hans behov og forudsætninger, og ikke mindst i de interesser, der allerede fyldte meget i hans liv.
Det, der tidligere primært havde været en måde at finde ro på gennem computerspil, blev også et afsæt for noget nyt. Mads begyndte at bruge sin interesse til selv at skabe. Han mødtes med Emil Schmitt, der er en fabelagtig lærer og leder af Behandlingsskolernes Makerspace, og her blev han motiveret til at bruge sine evner kreativt. Han havde længe skrevet bud på små og store filmmanuskripter, men nu kastede han sig også over kodning og udviklingen af sine egne computerspil.
Fortsættes under billedet

Mads` mor beskriver, hvordan familien gradvist oplevede en helt anden dreng:
”Vi så en dreng, som pludselig igen var i stand til at være nysgerrig, sjov, iderig, kreativ og arbejde fokuseret. En dreng, som begyndte at spille meget mindre computerspil, og som pludselig havde helt ny energi til at være skabende, kreativ og nysgerrig på verden omkring sig. En dreng der begyndte at bruge sine evner foran skærmen til at skrive filmmanuskripter, lære sig at kode og udvikle sine egne computerspil.”
Det blev begyndelsen på en udvikling, hvor Mads`interesse for computerspil voksede til en egentlig faglighed. Han lærte nye færdigheder, udviklede sit eget fagsprog og fandt en måde at fordybe sig på, hvor hans fantasi og kreativitet kunne få plads.
Et kreativt talent med store ambitioner
I dag går Mads i 7. klasse og bruger fast aktiviteterne i Behandlingsskolernes Makerspace.
Her følger Emil hans udvikling tæt, og han har set, hvordan Mads har arbejdet sig frem til at kunne udvikle og færdiggøre sine egne spil.
”Mads er en af mine faste elever i Makerspace, og han har lavet et spil, som han er ved at få officielt udgivet på platformen Steam. Det er et stort skridt for en spiludvikler, og ekstremt sejt at gøre i en alder af bare 14 år! Hans spil hedder Peekour,” fortæller Emil.
Mads` evner har også vist sig i konkurrencer. Sammen med Emil deltog han i årets største spilkonkurrence, hvor de dystede mod 2.300 andre spil. Her opnåede de en andenplads i kategorien Innovation og en ottendeplads i Gameplay med spillet Life is no way to treat an animal.
Og spiludviklingen stopper ikke ved de projekter, der kan deltage i konkurrencer eller udgives på Steam. Mads arbejder også med at udvikle spil som personlige gaver, blandt andet til sin brors fødselsdag.
Det er en kreativitet, der ikke alene handler om at spille. Mads vil skabe, bygge op, finde løsninger og se sine idéer blive til virkelighed. Men udviklingen handler også om noget helt andet end computerspil. Mads fortæller selv, hvad arbejdet med spiludviklingen og støtten fra Emil har betydet for hans skolegang:
”Jeg har fået stor hjælp af Emil, der er ligeså nørdet som jeg er, og jeg har knoklet med det derhjemme og i skolen. Det har gjort, at jeg glæder mig til at komme i skole.”
Fra egen idé til udgivelse på Steam
Nu er det altså Peekour, der står foran det store skridt.
Spillet er en 2D-platformer i pixel art-stil, hvor spilleren skal navigere gennem baner med fælder, mønter og forskellige udfordringer. Det hele er krydret med en god portion humor. Spillets præmis er blandt andet, at spilleren desperat skal finde et toilet, og at det kun er det sidste toilet, der tæller.
Spillet udgives under udviklernavnet SeverinUp og er planlagt til udgivelse på Steam den 10. november 2026. Allerede nu kan interesserede finde spillet på platformen og føje det til deres ønskeliste. For Mads er det resultatet af mange timers arbejde, idéudvikling og fordybelse, og for hans familie, der har støttet ham hele vejen, er det endnu et synligt tegn på den udvikling, der er sket, siden skolegangen blev en uoverkommelig opgave.
Hans mor har en klar pointe i sit budskab til andre familier og til dem, der arbejder med børn og unge i mistrivsel:
”Jeg er helt sikker på, at alle børn og unge kan blomstre og fordybe sig i deres interesser, hvis vi hjælper dem og skaber rammerne for det med de rette skoletilbud.”
Mads` historie handler ikke kun om et computerspil, der snart kan spilles af mennesker over hele verden, for den handler mest om at blive mødt med forståelse, få mulighed for at udvikle sine evner og igen opleve, at man kan noget.