Kranen bliver kørt i position på skolen Nova, en del af Behandlingsskolerne. Om lidt skal den første af 26 ESU’er – Egg Survival Units – ud på sin korte rejse mod skolegården. Inde i hver konstruktion ligger et råt æg. Målet er enkelt: Det skal overleve faldet.
Æggedrop er en tilbagevendende naturfaglig aktivitet på flere af Behandlingsskolernes skoler. Eleverne bygger hver deres løsning på den samme udfordring: Hvordan beskytter man et æg, når det slippes fra en kran?
På Nova har eleverne forberedt 26 konstruktioner, flere end nogensinde før. Ingen af dem er ens. Fødselsdagsgaven, Ægcellent, Candy Flyer og Kinderægget er blandt de fantasifulde navne. Nogle elever har valgt faldskærme, mens andre satser på indpakning, støddæmpning eller en konstruktion, der kan tage imod slaget.
Kranen begynder i første sals højde, cirka tre meter over jorden. Mange æg klarer turen. Ved anden sal bliver landingerne hårdere, og eleverne følger spændt med fra skolegården.
»Jeg tror, den er død!« lyder det efter et fald, der ender med den umiskendelige lyd af et knust æg.
Konstruktionerne bliver åbnet forsigtigt. Nogle gange får eleverne bekræftet deres bange anelser. Andre gange bryder jubelen ud:
»Den overlevede!«
Ved sidste runde når kranen op i tredje sals højde, cirka ni meter over gården. Faldskærmene må ikke længere bruges. Det får en elev til at se noget mindre optimistisk på sin ESU, da han må fjerne den pose, der hidtil har bremset faldet: »Oh god – we are dead!«
En anden konstruktion, Black Box, vækker heller ikke den store tiltro hos eleven bag den. »Jeg ved ikke, om den virker,« siger han inden første drop. Men Black Box holder. Efter det sidste fald kommer ægget uskadt ud af kassen, og konstruktionen bliver en af dagens tre vindere sammen med Held og Bikini Bottom.
Også på skolen Chrysalis Stenløse, en del af Behandlingsskolerne, har eleverne sendt deres æg på overlevelsesmission. Her deltog næsten alle skolens elever med hver deres kreative konstruktion. Det var første gang, skolen brugte en kran til æggedrop, og den vakte begejstring hos både elever og medarbejdere. Seks konstruktioner klarede udfordringen, og der blev desuden givet en præmie til den mest kreative.

Spændingen handlede ikke kun om, hvorvidt ens eget æg havde overlevet. På Chrysalis Stenløse heppede eleverne på tværs af klasserne på hinanden og samledes om at åbne konstruktionerne og se resultatet.
Bag de fantasifulde navne og dramatiske landinger ligger en konkret naturfaglig opgave. Eleverne skal omsætte viden om tyngdekraft, luftmodstand og støddæmpning til en konstruktion og afprøve, om deres idé virker. Bagefter kan de undersøge, hvorfor ægget holdt, eller gik i stykker. Når kranen løftes højere op, og faldskærmene ikke længere må bruges, ændrer betingelserne sig. Det giver eleverne mulighed for at bruge deres erfaringer fra de første fald til at forstå, hvad der sker i de næste.

