Chrysalis

I Stenløse

Chrysalis er en dagbehandlingsskole for børn og unge med vanskeligheder inden for fx autismespektret, personlighedsforstyrrelser, ADHD eller tilknytningsforstyrrelser. Udover en hoveddiagnose har mange af vores elever sidediagnoser og problematikker, der gør, at de udvikler sig bedst i et særligt tilrettelagt skoletilbud, hvor behandling prioriteres højt.

Vi tilrettelægger undervisningen i forhold til den enkeltes behov, og samtidig behandler vi den enkelte elevs personlige udfordringer og udvikler elevens sociale færdigheder. Undervisning og behandling foregår i en struktureret hverdag i forudsigelige rammer, der skaber de bedste forudsætninger for den enkelte elev.

Vores mål er altid, at vores elever gør så store personlige, faglige og sociale fremskridt, at de kan vende tilbage til et mindre indgribende tilbud, til den almene folkeskole eller at de kan gå til folkeskolens prøver med gode resultater.

Ledelsen på Chrysalis Stenløse består af en skoleleder og en ledende psykolog. Vi følger de nationale retningslinjer, som er udstukket af Sundhedstyrelsen, og vi prioriterer altid den enkelte elevs individuelle behov for behandling over øvrige strukturer og krav.

Vores elever

Vores elever har store potentialer, der med den rette kombination af undervisning og behandling kan hjælpe dem på vej til et værdifuldt og selvforsørgende voksenliv. Eleverne kan indskrives på alle klassetrin. Nogle elever kommer til Chrysalis som første skoletilbud, mens andre elever kommer for at gennemføre et enkelt eller afsluttende skoleår.

Vi sammensætter elevgrupperne således, at eleven går i en klasse med kammerater, der har lignende problematikker.

Elever med særdeles komplekse behov
I Stenløse har vi også enkeltbarnsenheden Fortuna. På Fortuna optager vi børn og unge med særdeles komplekse psykiske problematikker og behov. Læs mere om Fortuna Stenløse.

Chrysalis’ børn og unge

  • går på 0. til 10. klassetrin
  • er normaltbegavede børn og unge
  • har diagnoser inden for autismespektret, ADHD eller tilknytningsforstyrrelser
  • har ofte sidediagnoser og problematikker, der gør, at de udvikler sig bedst i et særligt tilrettelagt skoletilbud
  • har behov for struktur, forudsigelighed og visuel støtte
  • har behov for små klassemiljøer og evt. behov for afskærmning
  • har typisk haft negative oplevelser med tidligere skoletilbud
  • har evt. været delvist skolevægrende, men kan indgå med individuel støtte
  • har evt. haft udadreagerende adfærd

Undervisning – fuld fagrække til alle

På Chrysalis opfylder vi de samme krav til fag, timetal, læringsmål, elevplaner, afgangsprøver og test, som almene folkeskoler gør. Vi tilbyder undervisning i alle de fag, der er nødvendige for at tage en afsluttende eksamen, og vores elever undervises primært af linjefagsuddannede lærere eller lærere med undervisningskompetence i faget.

Vi er ambitiøse
Undervisningen foregår i mindre klasser på omkring otte elever, og vi har høje ambitioner på vores elevers vegne. For at sikre, at vores elever skaber gode faglige resultater, tilrettelægger vores lærere og psykologer hver elevs undervisningsforløb ud fra den enkeltes individuelle behov, kompetence og niveau. Vi har en høj normering af medarbejdere, som alle har stor erfaring med elevernes problematikker.

Vi inddrager det omkringliggende samfund ved at tage på ture til idrætsfaciliteter, besøg på museer eller til Behandlingsskolernes egen besøgsgård ved Holbæk. Turene giver gode oplevelser og mulighed for træning af sociale færdigheder i det offentlige rum.

Fra skolevægring til skolegang
Vi tilbyder en målrettet indsats til elever, der er skolevægrende. Vi tilbyder at starte brobygningen til skolen i hjemmet med opsøgende voksenkontakt og højere normering i mindre, afskærmede grupper. Indsatsen kan visiteres særskilt.

Behandling – ledet og gennemført af psykologer

Vi vægter en tillidsfuld relation mellem vores elever og de professionelle voksne, fordi vi ser denne relation som en af grundstenene for vores elevers trivsel og evne til at lære. Mange af vores elever har oplevet flere skoleskift og undervejs mistet tilliden til lærere, pædagoger og psykologer.

Individuelle samtaler med psykolog
På Chrysalis har hver elev en fast, behandlingsansvarlig psykolog. Psykologen leder og gennemfører i tæt samarbejde med pædagoger, lærere og evt. tilknyttet sundhedspersonale den enkelte elevs behandling. I behandlingen fokuserer vi på at styrke elevernes evne til at lære og på at give dem værktøjer og strategier, som giver dem selvværd, tro på egne evner og mulighed for at få et værdifuldt og selvforsørgende voksenliv.

Som en del af behandlingen har eleverne individuelle samtaler med deres behandlingsansvarlige psykolog. Vores psykologer er på skolen hele dagen og er en del af hverdagen. På den måde ved de altid, hvad der rører sig, og kan hurtigt træde til, når der er behov. Psykologerne er i tæt dialog med lærere og pædagoger og vejleder dem løbende i forhold til arbejdet med de enkelte elever. Samtidig arbejder vi tæt sammen med psykiatrien og andre fagpersoner, og vi deltager i netværksmøder om eleverne.

Målrettede gruppeforløb
Vi tilbyder hvert skoleår gruppeforløb dels til elever, dels til forældre. Forløbene er målrettet den aktuelle elev- og forældregruppe, og fokus kan være fx sundhed og bevægelse, kropsbevidsthed, følelsesregulering (Agresseion Replacement Training, ART) eller forældrestrategier. Behandlingsarbejdet er forankret i kognitiv adfærdsterapi – både de individuelle samtaleforløb, vores gruppeforløb og vores pædagogiske og miljøterapeutiske tilgang.

Behandlingen består af

  • individuelle samtaleforløb med eleven
  • individuelt forældresamarbejde og inddragelse af elevens netværk
  • gruppeforløb for elever og gruppeforløb for forældre
  • supervision og vejledning af medarbejdere
  • miljøterapi

Vi arbejder tæt sammen med hjemmet

Elevens udvikling og trivsel er afhængig af et velfungerende samarbejde mellem hjemmet og skolen. Det er vigtigt, at forældre eller andre omsorgspersoner indgår i det behandlingsarbejde, som er nødvendigt for at imødekomme barnets behov. Derfor arbejder vi tæt sammen med vores elevers familier.

Via psykoedukation og løbende vejledning af forældrene sikrer vi en fælles forståelse af de psykologiske aspekter i forhold til barnets diagnoser og problematikker. Vi sikrer, at forældrene kender og er trygge ved behandlingen af deres barn.

Vi inddrager også gerne bedsteforældre, søskende samt støtte- og kontaktpersoner for at favne barnet og dets verden som helhed.

Mange børn og unge med psykiske udfordringer oplever samtidig somatiske udfordringer. Vores faste sygeplejersker og sundhedsplejersker giver ekstra hjælp og vejledning til de elever og familier, der har et særligt behov for det.

Vores fysiske rammer

Chrysalis Stenløse ligger på Skolevej i Stenløse tæt på både grønne omgivelser og offentlig transport. På skolen har vi gode idrætsfaciliteter, og vi har et skønt udeareal med en stor legeplads.

De fysiske omgivelser har en vigtig indflydelse på elevernes trivsel og udvikling. Derfor er vores lokaler indrettet specielt til vores elever: Vi har små rum, mindre og større klasselokaler, åbne rum til fællesskab samt hjørner til individuel fordybelse.

Vi justerer løbende skolens indretning med blik for den aktuelle elevgruppes særlige behov. Derudover har vi eget træningslokale, science lokale samt lokaler til håndværk og design.

Sund kost og ernæring er en naturlig del af vores undervisnings- og behandlingstilbud. Vi serverer hver dag en sund og varm frokost til eleverne, ligesom der er morgenmad til de elever, som ønsker det. Vi tilbyder også madkundskab og andre aktiviteter i køkkenet.

Kontakt

Vi vil gerne hjælpe med at afklare, om Chrysalis er det rigtige tilbud til netop jeres behov. I er derfor meget velkomne til at kontakte os.

Kontakt

Chrysalis Stenløse
Skolevej 10
3660 Stenløse
88 61 04 98

Skoleleder:
Patrick Skaaning

patricks@behandlingsskolerne.dk

Visitationschef:
Iben Friis-Hansen

Hovednummer: 32 96 04 90
Mobil: 28 45 24 17
Ibenf@behandlingsskolerne.dk
Sikker mail:
visitation@behandlingsskolerne.dk