29 jun 2023
Tidligere elevs kloge råd om venskaber
Ifølge Indenrigs- og sundhedsministeriet lever omkring 73.220 børn og unge under 18 år med psykiatriske diagnoser. Det svarer til at 63 ud af 1.000 unge mellem 0-17-år har fået en psykiatrisk diagnose.
Over de seneste ti år er antallet af børn og unge mellem 0 – 17 år, med psykiatriske diagnoser steget med 39 pct.
På Behandlingsskolerne har vi i over 20 år tilbudt unge med psykiske udfordringer et solidt fagligt undervisnings- og behandlingstilbud, for en psykiatrisk diagnose er ikke et rødt kort, der kaster den unge ud i ingenting.
Med de rette værktøjer og hjælp kan man snildt finde sin plads i voksenlivet. Det ser vi som vores fineste mission at være med til at sikre.
Råd om venskaber
Nu er det sommer og tiden til at tænke sig om, er lige om hjørnet.
En af Behandlingsskolernes tidligere elever har reflekteret over venskaber, og hendes ord er så kloge, rigtige og gode at blive lidt mere livsklog af, at vi har fået lov til at bringe dem som en ekstra sommerhilsen:
”Du skal ikke forsøge at være som dem du møder. De har måske ikke været igennem det samme som du har oplevet, og du skal lade være med at forsøge at ligne dem. I starten på efterskolen forsøgte jeg at virke så ”normal” som muligt. og jeg kæmpede og kæmpede for at være som alle de andre. Det fik mig ikke særlig langt, så jeg besluttede i stedet at lade være og bare være mig selv. Det interessante var, at da jeg begyndte at være loyal mod mig selv, så fik jeg flere venner, ” siger hun.
Hun slår fast, at nye venskaber kan være svære at få knækket koden på, men hvis man lader være med at bruge for meget energi på det, og husker at være tro mod sig selv, så kommer der løsninger:
”Det er sværere at få nye venner, hvis man ikke har nogle naturlige rammer omkring sin hverdag. Det kan være i form af aktiviteter eller uddannelse, hvor man møder andre mennesker med interesser du deler. Man skal ikke tænke for meget over at få nye venner. De skal nok komme, hvis man er åben og søger sammenhænge, hvor man er naturligt sammen med andre mennesker. Jeg er helt åben omkring min fortid og mine udfordringer, men om man kan lide det, er op til en selv. Mine venner kender alle til min fortid.”