08 sep 2023

Stemningen på Marianelund er helt perfekt til et hjem

Louise, navnet er ændret af hensyn til anonymitet, er et rigtig Krøllebøllebarn. Det siger hendes mor Camilla med kærlighed i stemmen. Sådan et helt igennem vidunderligt barn, der hygger sig med at hilse på alle, som har et stædigt gen, hvis hun først har sat sig noget i hovedet og som lynsnart og uden pardon aflæser, hvis de voksne omkring hende ikke er helt vilde med hende.

På dåbsattesten er hun en voksen kvinde på 18 snart 19 år, men i sit sind og hjerne er hun kun et par år. En hjerneskade i hendes barndom har sat en stopper for en almindelig kognitiv udvikling, og derfor har Louise altid haft brug for massiv omsorg og hjælp.

Hun har igennem sin opvækst været gennem hele systemet af specialtilbud, og hendes nære familie har været ganske nervøse for, hvad der skulle ske, når hun i alder blev voksen.

Louise har i tre år gået på STU uddannelsen på Marianelund, hvor en høj personalenormering og veluddannet pædagogisk personale skabte stor tryghed omkring hendes hverdag.

Siden marts 2023 har hun boet i sin egen lejlighed på Marianelund i Kvistgård, og det har givet en kæmpe ro i familien, at hun nu har fået sit eget hjem i trygge omgivelser.

”Efter at Louise flyttede på Marianelund, har vi fået en helt anden datter. Hun er blevet meget mere glad, velfungerende og i det hele taget roligere end nogensinde før. Den gode personalenormering på Marianelund gør, at hun har fået meget mere ro på sin hverdag. Bare det, at det er det samme personale, der henter og bringer gør en verden til forskel fra den kommunale handicapbefordring. Louise havde i Fredensborg en fantastisk kontaktperson, Bolette, som var om hende meget af tiden. Helt konkret betød det, at sendte vi en SMS til Bolette en lørdag eftermiddag med et spørgsmål om Louise, så kom der et svar samme dag. Det er altså en helt anden verden end vi tidligere var vant til,” siger hun og fortsætter:

”Marianelund er en helt anden verden, end den vi tidligere har oplevet at Louise skulle være i. Fra at have siddet det meste af dagen på et værelse, er hun i dag aktiveret i dagtimerne, og det har betydet, at der er kommet en helt anden ro på hende.”

Manglede information

At Louise overhovedet kom på Marianelund, var lidt af en tilfældighed, for familien havde ikke fået nogle informationer om muligheden. Tværtimod var de blevet informeret om, at Louise kunne få en plads på et bosted i Københavns Kommune. Et sted, der ligger klos op ad Fields med en stærkt befærdet vej, og med en personalenormering, der slet ikke kan sammenlignes med Marianelund.

Derfor var glæden ekstra stor, da direktøren for bostederne lovede, at der kunne gøres en lejlighed klar til Louise.

”Det er jo ret simpelt. Når Louise trives, så trives resten af vores familie også. Derfor er vi taknemmelige for, at personalet på Marianelund lavede nogle mødelokaler om til en lejlighed til Louise. Det kan godt være, at bygningen er gammel, men der er så hyggeligt, og mulighederne for at leve et godt liv er virkelig gode. Louise er dørsøgende, men går hun ud uden personalet, så kan hun ikke blive kørt over, og hun har mulighed for at gå en tur ud i skoven eller ud til Marianelunds grise eller heste. Der, hvor hun boede før, forsøgte hun tit at stikke af fra, men det gør hun slet ikke mere.”

Camilla har en forælders skarpe blik for sin datters behov, og hun er udmærket klar over, at Louise ikke er nem at hjælpe.

”Der har til tider været en ret stor udskiftning i personalet omkring Louise, og det kan være en udfordring, for hun hører ikke kun hvad der bliver sagt, men lægger i høj grad også mærke til alle mulige andre ting, og hun er knivskarp til at mærke det, hvis man ikke gider hende. Hun har igennem årene haft et utal af hjælpere, og hun har udviklet en meget stærk fornemmelse for, hvordan de har det med hende, og hvis nogle af dem er lidt usikre på hende, så snører hun dem med det samme. I dag går det dog så godt, at vi har trukket os lidt i baggrunden. Det er vigtigt, at vi overlader det til personalet at lære Louise at kende. Det er vigtigt at det ikke er os, der skal diktere, hvordan tingene skal foregå. Det er dem, der har ”fingrene i bolledejen,” som skal have ro til deres arbejde. Det vigtigste for os, er at vores datter trives. I dag er der en rytme, så hun kommer hjem hver 14.dag og jeg besøger hende en gang om ugen. Det fungerer fint, men jeg har valgt at komme om eftermiddagen, for sker det ved frokosttid, så bliver det for svært. Der sker simpelthen for mange ting til at hun kan magte.”

Hilser på alle

Behovet for at vide, hvordan det går datteren, er naturligvis stort, og stod det til Camilla, så fik de hyppige informationer fra skolen, også gerne hyppigere end i dag, men når bundlinjen skal gøres op, så er den så absolut positiv.

”Stemningen på Marianelund er fantastisk hyggelig, og man kan mærke, at stemningen blandt beboerne, beboerne og personalet imellem og ikke mindst mellem personalet, er rigtig god. Vi har fået en datter, der hilser på alle. Og når jeg kommer, så skal hun vise mig frem til alle, og alle hilser på hende med et stort smil, også selvom hun kommer med den samme hilsen 20 gange på en dag. Det glæder mig som mor at opleve, siger hun og fortsætter:

”Hvis jeg skulle foreslå en ændring, så skulle det være, at vi fik et lille hæfte, hvor vi kan se, hvilke medarbejdere der er på arbejde og med de andre beboere. Det ville gøre det nemmere for os at tale med, når Louise fortæller hvem hun har været sammen med, og nemmere for Louise at fortælle hvem hun har været sammen med. Både til os, men også til familie og venner, der kommer på besøg når hun er hjemme i Vanløse.”