14 nov 2023
Skak er en fantastisk måde at nå børn med skolevægring
At hjælpe børn ud af skolevægring er en kompliceret proces som kræver stabilitet, vedholdenhed og tryghedsskabende aktiviteter.
Hos Center for Skolevægring, CfS, er et af mange succesrige værktøjer det oldgamle brætspil skak. Ifølge CfS leder, Monica Lindberg, er erfaringen at skak er en fantastisk måde for deres konsulenter at være sammen med eleverne på samtidig med at eleverne kan lære en masse om dem selv.
Skak er et firkantet spil i den allerbedste og dobbelte betydning. Det er et spil, hvor både brættets opbygning og spillets regler er firkantede, der giver eleverne stabilitet i et ellers forvirrende og oprørt ”hav.”
Noget der passer som ”fod i hose” til de behov som børn og unge med autisme har. Det handler om at skabe forudsigelighed, stabilitet og struktur, og her er skak et blandt flere redskaber, der skal til for at gøre den ekstraordinære indsats, der kan være stilladset som skal til for at hjælpe barnet eller den unge tilbage i skole.
30 af Center for Skolevægrings konsulenter har været til skak-faglig opkvalificering hos Henrik Andersen fra SKAK FOR SJOV på Frederiksberg, og ifølge Monica Lindberg har det været en stor succes.
”Henrik har øst af sin erfaring med at undervise børn og unge i skak, herunder de faglige og pædagogiske muligheder skakken giver for børn med autisme og andre diagnoser. Personalet lærer at spille nogle af de enkle spil med få skakbrikker, som børnene bliver undervist efter. Henrik er også rigtig god til at give tips og tricks til, hvordan man som skal instruktør kan formidle en skak-faglighed, hvor undervisningen bevæger sig fra det meget enkle til det mere komplekse,” siger hun.
Linjer, rækker, diagonaler og bytteforholdet brikkerne imellem gør skak til et eminent spil at støtte eleverne i at sætte mere præcise ord på deres handlinger, og så har skak den gode egenskab, at det handler om vedholdenhed. Skakspillet er en super bane at lære at det nytter noget at gøre sig umage og blive ved.
Efter det skak-faglige indspark er flere af konsulenterne blevet udstyret med et lille taske-skak som de anvender når de er ude hos eleverne.