20 jan 2023
Øver sig klar til sommerens afgangsprøver
Det har summet af nervøs eksamensstemning i salen på Linde Alle. Omkring 100 af Behandlingsskolernes elever har været til terminsprøver på 9. – 10 .klasses niveau, for at forberede sig til sommerens afgangsprøver.
Terminsprøverne fungerer som et virkelighedstro øve rum, hvor eleverne kan mærke eksamensstemningen og det faglige niveau de skal kunne mestre til sommer, og så er den positive bi effekt, at prøverne giver de unge en normaliseringsfølelse. Eleverne har været oppe i fagene dansk skriftlig fremstillinjg, retskrivning, læsning samt matematik.
Ifølge Behandlingsskolernes skolekonsulent, Kaspar Dalsgaard, er terminsprøverne en super anledning til at prøve kravene til eksamen.
”Det er en rigtig god øvelse for vores elever, så situationen til sommer ikke er fremmed. Det giver også lærere og pædagoger mulighed for at se hvordan eleverne reagerer i en sådan ramme,” siger han og fortsætter:
”Det er lang tid for vores elever at sidde stille og bruge den faglige viden de har. Eleverne er vant til, at der er mange voksne omkring dem og de altid kan spørge om hjælp. Det kan man ikke til prøverne. Der kan være opgaver som er svære og eleven ikke kan løse. Her er det vigtigt for eleven at have nogle strategier som vedkommende kan bruge.”


