Nyt bord fra dygtige elevers hænder

Den sorte Mercedes stationcar på parkeringspladsen bag Nitivej, delte på det nærmeste lak med flyttefirmaets hejsestige, da Behandlingsskolernes mandag formiddag fik leveret sit nyeste konferencebord.

Operation “konferencebord leveret” var ikke for sarte sjæle, krævede stor akkuratesse, håndelag og godt med knofedt, hvilket gudskelov var præcis det de dygtige flyttemænd fra flyttefirmaet Jonas havde, da de mingelerede det 14 mands store konferencebord ind gennem et altanvindue på 3.sal på Nitivej.

Bordvideo1

Det 3,5 meter lange konferencebord er skabt i det flotteste sildebensmønster, og det er kreeret af to dygtige elever og en lærer fra Projektskolen i Rødovre.

Administrerende direktør, Trine Anne Damgaard, glæder sig over, at bordet nu er på plads, og hun slår fast, at det selvfølgelig er en stor glæde, at bordet er lavet af elever fra Behandlingsskolerne.

“Historien er, at det tidligere konferencebord var blevet for småt i forhold til vores behov, og derfor har vi set os om efter et nyt. Jeg havde tidligere set et bord som en af vores elever, Silke havde lavet sammen med en lærer. Det var et ret fedt bord, og derfor spurgte jeg hende om ikke hun kunne være med til at lave et bord til os. Det har hun været med til, og det er blevet fantastisk flot, men det er vigtigt at sige, at bordet også er det flotteste vi kunne få,” siger hun.