Del 1
Hvordan udfører man psykologisk behandling af mindre børn og udfordrede børn, hvis refleksionsevne måske ikke er fuldt udviklet? Hvordan gør man i situationer, hvor en traditionel terapeutisk samtale på psykologens kontor ikke er motiverende eller en ramme, som barnet kan honorere meningsfuldt? Vi har spurgt Lærke Nørgaard Fox Maule, som er psykolog på Behandlingsskolerne.
Svært ved at reflektere, sætte ord på og mærke følelser i sig selv
Børn har en lavere refleksionsevne end voksne. Særligt for mindre børn – som indskolingselever – kan det være svært at nå til en forståelse og erkendelse af, hvorfor de er i mistrivsel, eller hvad deres udfordringer er, så de kan arbejde med dem. Det gælder dog for rigtig mange af Behandlingsskolernes elever – også på tværs af alder. En stor andel af elevgruppen har qua deres diagnoser og tidligere erfaringer vanskeligt ved at reflektere, sætte ord på og måske helt grundlæggende mærke følelser i dem selv. Og det kræver mere – eller i hvert fald noget andet – end bare samtale. Men hvordan udfører man så psykologisk behandling, som rykker dem?
– ”Vi har ofte forældre, som er nysgerrige på, hvad vi psykologer taler med børnene om, for som forældrene siger, ”han/hun er så svær at få til at sige noget herhjemme om, hvordan de har det”, siger Lærke Nørgaard Fox Maule. Hun arbejder til dagligt som psykolog på Behandlingsskolerne.
Ifølge Lærke er det hverken klassisk samtaleterapi eller hokuspokus, der gør forskellen i behandlingsarbejdet. Det er den individuelle tilgang til eleven, og at hun arbejder kreativt og fagreflekteret med formen og indholdet i psykologkontakten:
– ”Først og fremmest handler det om at møde eleverne lige der, hvor de er. Se på deres dagsform. Vi skal altid tage udgangspunkt i den enkelte elevs perspektiv, interesser, udfordringer og ressourcer – også på den pågældende dag. Kan vi stille krav og udfordre? Eller skal vi starte et andet sted”, siger Lærke.
Et fælles tredje
Lærke fortæller, at det at sidde overfor en voksen, sådan som man har et billede af en klassisk psykologsamtale, for mange af eleverne i sig selv kan virke overvældende eller intimiderende. Dertil giver nogle diagnoser særlige udfordringer, som vanskeligheder med at holde fokus, ubehag ved øjenkontakt, motorisk uro etc. Barnet kan også have nogle negative erfaringer fra voksen-samtaler tidligere i livet. Det er alt sammen benspænd for den klassiske terapeutiske samtale.
– ”Derfor må vi meget ofte gøre noget andet. Det er ofte en stor hjælp at mødes om et fælles tredje. Og viften af ”fælles tredjer” spænder vidt – meget vidt.
Det kan være tegning, øvelsesark og arbejde med KAT-kassemateriale (red. Kognitiv-adfærdsterapeutisk konkret materiale) eller mere legeterapeutiske tilgange med dukker, figurer eller LEGO. Det kan også være noget mere fysisk som bevægelse, rollespil eller trykmassage. Og det er bare nogle eksempler – vi gør det, der virker og det, der fagligt giver mening. Nogle gange tager eleven en gåtur med en hund sammen med psykologen, hvor man får talt om, hvordan det går derhjemme. Eller hvis en elev elsker at spille Uno, er det måske netop et spil Uno, man skal mødes om. Det er der, eleven er på hjemmebane.”, forklarer Lærke.
Psykisk udfordrede børn og unge skal behandles langvarigt
Behandlingsskolernes grundlæggende overbevisning er, at psykisk udfordrede børn og unge skal behandles langvarigt af enten uddannede psykologer eller psykiatere. Lærke uddyber:
-”Vores elever har behov for psykologer, som har indgående forståelse for komplekse diagnosekombinationer, og som er en del af elevernes hverdag. Det er ud fra den dybdegående psykologfaglige viden og nærheden til eleven i dagligdagen, at vi som psykologer kan skræddersy den rigtige behandling. Uanset tilgangen, aktiviteten eller terapiformen, er formålet med den psykologiske behandling altid at arbejde med og behandle rodårsagen til elevens udfordringer. Derudover ønsker vi, at eleverne opnår en bedre selvforståelse og får redskaber til selv at tage hånd om egen situation. Derfor er psykoedukation tilpasset den enkelte elev også altid på programmet,” siger Lærke.
Mere end bare et spil
Udover at fx spillet Uno er det fælles tredje, hvor eleven er tryg, og hvor samtalen flyder lidt lettere, kan lige præcis spil også noget andet. Lærke forklarer, at behandlingsarbejdet for mange af eleverne handler om fx at øve sig på sociale spilleregler. Hun uddyber:
– ”Flere af vores elever har svært ved at begå sig i fællesskaber. De kommer ofte i konflikt med andre, og har svært ved at få venner. Gennem et spil kan man sætte ord på og øve de spilleregler, der også findes udenfor spillet, fx at man venter på sin tur, og at man respekterer de rammer eller regler, der er sat – også når man ikke selv drager fordel af dem. Eleven kan også blive bevidst om, hvordan han eller hun reagerer, når spillet slutter. På den måde kan spillet blive en mulighed for at træne håndtering af de følelser, der opstår, fx når man enten vinder eller taber.”, siger hun.
Når en elev spiller med en voksen, som er bevidst omkring, hvad der trænes, er det muligt for eleven både at føle sig tryg og samtidig blive udfordret på noget af det, der er svært.
Det fælles tredje kan både være rammen, som afleder og støtter eleven, så psykolog og elev kan have en mere almindelig psykologisk samtale. Men det kan også være indholdet – en konkretisering af det psykologiske emne, som muliggør øvelse i relevante behandlingsområder.
Denne artikel er del 1 ud af 2 om psykologisk behandling af mindre børn og udfordrede børn. Næste del handler om håndteringsstrategier i den sammenhæng.