21 aug 2023

Hjælpen man virkelig kan mærke

Kvidrende fugle synger sommersange over et af Vanløses stille villakvarterer. Krukker med farverige blomster står i kø for at få ”fødderne” i vand, i den velplejede have. Husets dørklokke hvæser stille, men først efter flere forsøg bliver døren åbnet.

Christina(hendes efternavn er udeladt af hensyn til hendes søns anonymitet) er i fuld sving med at pusle om blomsterhavet. En helt almindelig sommersyssel, men også en afledning fra en hverdag, der er plettet af frustration.

Christina og hendes mands søn, Søren(opdigtet navn, red.), har i tre år gået på Behandlingsskolernes skole, Fortuna i Vanløse, hvilket har været en stor succes.

Efter sommerferien skal der helst findes et andet skoletilbud til ham, for han kan ikke længere bo hjemme.

Ikke en let opgave, og når bekymringerne bliver for store, så tyr Christina til jord og planter for at få lidt ro i sindet.

Da vi møder hende, er der få uger til skolernes sommerferie, og familien ved ikke om de er ”købt eller solgt,” for sommerferien er altid én lang bekymring. Hvordan skal man skabe aktivitet for en dreng, der kræver konstant opmærksomhed i seks uger?

Falsk fordom om dagbehandling

Søren har infantil autisme, og efter tre måneder i folkeskolen vidste alle omkring ham, at det slet ikke gik. Egnede skoletilbud var der ingen af, så han blev siden mere eller mindre opbevaret med en pædagog på fritidshjemmet. Derefter kom han på en kommunal specialskole, hvor han gik i fire år. Desværre uden den store succes.

Christina fortæller en del af hendes søns historie, der desværre har været brolagt med misforståelser og mangel på den rette hjælp.

”Selvom der ikke var nogle fremskridt, da Søren gik på specialskole, så blev personalet ved med at indgyde os håb om, at det ville blive bedre. I dag ved vi, at det ikke var rigtigt, og han skulle slet ikke være gået der i så lang tid som han gjorde. Desværre er det et hårdt arbejde at få den rette hjælp, og selvom vi altid har boet i Vanløse, så er vi på sagsbehandler nummer 13,” siger hun og fortsætter:

”Dengang vidste vi ikke bedre, og skal jeg være helt ærlig, så havde jeg den fordom om dagbehandling, at det kun var for unge kriminelle fra meget socialt belastede hjem. Jeg ved egentlig ikke, hvor de fordomme stammer fra, men det var noget af det, der gjorde at vi ikke skubbede mere på. Vi har lært meget i vores proces. Jeg kan godt se, at var Søren kommet på Behandlingsskolerne flere år før han gjorde, så havde han helt sikkert været et meget bedre sted i dag. Da først alle parter var enige om, at Søren skulle i et dagbehandlingstilbud tog det fem måneder, før de fandt pladsen på Fortuna skolen.”

Søren er normaltbegavet, han har aldrig lidt af skolevægring og har altid haft fuldt skema. Alligevel var det lidt af et kulturchok for ham, da han begyndte på Behandlingsskolerne. Han havde ingen erfaringer med at gå i skole sammen med andre børn, og udover sine to søstre, var han slet ikke vant til at omgås andre børn.

Da han skulle starte på Fortuna buldrede coronaen ind over landet, men en fagligt dygtig pædagog hjalp ham alligevel godt i gang.

”Mark, der var en nyansat pædagog på Fortuna var så god. Han kom herhjem og startede Søren stille og roligt op ved at gå ture med ham. Søren begyndte på Fortuna, hvor han var i en lille årstid, hvorefter han startede på Fyrtårnet, der ligger lige ved siden af Fortuna skolen. Selvom han var i gang, så tog det alligevel fire måneder at blive kørt ind på den nye skole. Nu har han gået på Fyrtårnet i lidt over to år, og han har fuldt skema og på skolen er han ikke udadreagerende som han kan være herhjemme. Hans største problem er, at han er temmelig rigid. Der har han virkelig sin autisme imod sig. Han kan ikke se tingene fra andres perspektiv. Alligevel formår han, udover at gå i skole, at gå til basket to gange om ugen, karate to gange om ugen og til klaver. Alt sammen på helt almindelige hold,” siger Christina.

Hjælp til en nemmere hverdag

Søren har brug for faste rammer og tydelige grænser, både i skolen og i hjemmet, og når den længste skoleferie banker på som nu, så sætter det hele familien under et massivt pres.

”Vi kan ikke håndtere Søren hjemme i seks uger. Ingen af os har ferie så længe, og skulle vi arbejde hjemme, så ville det slet ikke gå. Han er godt nok selvkørende, men han taler meget og vil afbryde os konstant. Han er kropslig meget urolig. Ikke af ond vilje, men det er bare nogle af hans udfordringer. Vi har søgt om tabt arbejdsfortjeneste, så vi kan tage fri i de uger han har sommerferie, men selvom det er samme situation som de sidste mange år, så kan vi ikke få et svar. Det er meget stressende. Hvis man ikke bliver stresset af sit barns udfordringer, så bliver man det af kommunens sagsbehandlingstid,” siger hun.

Christina fortæller, at det var lidt af et familiehelle, da Søren begyndte på Behandlingsskolerne, og her går de blandt andet til samtaler hos skolens psykolog, der også hjælper med at holde relevant kontakt til den kommunale sagsbehandler

”Igennem årene har vi haft adskillige familiebehandlere gennem kommunen. De er ikke uddannede psykologer, og de har ikke kunne nå at lære Søren at kende. Helt ærligt, så har vi det sådan, at vi simpelthen ikke orker have flere mennesker, der kommer og fortæller hvordan vi skal håndtere vores søn, selvom de ikke kender ham. Det har til gengæld været trygt at have faste personaler omkring Søren i.”

Skolen kom med hjælp til maling

Fremtidsplanerne for Søren er ved at blive lagt. Han skal på en god kostskole, hvor der er rum og faglig forståelse for hans udfordringer.

”Lige nu sidder jeg og venter på, at en kostskole skal ringe tilbage. Forhåbentlig med besked om, at de har en plads til Søren. Også her har vi fået god hjælp fra Behandlingsskolerne. Fyrtårnets chefpsykolog har haft en psykologpraktikant, der har fulgt Søren i otte måneder, og hun har hjulpet med at ringe rundt til skoler for at finde det helt rigtige sted. I det hele taget har Behandlingsskolerne virkelig hjulpet os meget,” siger Christina og fortsætter:

”Tidligere har vi fået lov til at låne Behandlingsskolernes koloni i Høve i Odsherred, så vi kunne dele ferien op imellem os. Det har vi gjort i en efterårsferie, en weekend og i sommerferien. På et tidspunkt havde vi så mange konflikter, at vi var vi nødt til at dele børnenes værelser op, så Søren flyttede i sin egen teenageafdeling i kælderen, hvilket krævede en del malerarbejde og andet for at det kunne lade sig gøre. Oven i alt det andet, var det nærmest uoverskueligt for os, men her trådte Behandlingsskolerne til og sendte fire mand i to dage for at hjælpe med maling. Det var fantastisk at få sådan en hjælp. Som forælder bliver jeg helt rørt over at opleve, hvor meget hjælp vi egentlig har fået.”

Når Christina skal sætte ord på, hvad der har virket særlig godt på Behandlingsskolerne, så er det, hvor effektivt der på skolen bliver arbejdet med at give eleverne mulighed for at tilegne sig brugbare strategier til at klare sig socialt.

Familien trænger i udtalt grad til at få ro på hverdagen, men det er magtpåliggende for Christina at slå fast, at årene på Behandlingsskolerne har været gode for deres søn, og for dem som familie.

”Medarbejderne på Behandlingsskolerne er virkelig dygtige, og man har fornemmelsen af at blive taget sig godt af. Jeg har altid mærket opbakningen fra skolens side, og tit kan det være en stor hjælp at Laura(Fyrtårnets chefpsykolog Laura Jensby, red.) er med til møder med kommunen. Hvor jeg kan blive så frustreret, at jeg begynder at græde, så har hun en anden tilgang, og det føles bare rigtig rart at have Behandlingsskolerne i sit ringhjørne.”