16 mar 2020
En masse gode indsatser og kreative løsninger fra skolerne
På Behandlingsskolerne arbejder vores lærere og pædagoger hårdt for at planlægge og udføre meningsfulde aktiviteter for vores elever i disse dage. Og kreativiteten fejler ikke noget… her er et mindre udpluk af mange af de forskellige tiltag og indsatser, der i øjeblikket foregår:
- På Kompasset er eleverne i indskolingen blevet opfordret til at tage billeder af alle de sjove, skøre, kedelige ting, de laver. Når de kommer tilbage til skolen bliver de samlet i en bog, sammen med dagbogsnotater. Derudover kommer der en daglig udfordring, hvilket her på førstedagen var: LÆG ET PUSLESPIL!
- På Barometeret er der mere intens kontakt med forældrene i disse dage. Bl.a. er der på tværs af klasser daglige mails fra lærere til forældre med dagens undervisningsprogram, og flere gange om ugen modtager alle forældre telefonopkald fra ledelsen.
- På Pilen mødes en klasse hver dag kl.10.30 med deres pædagoger på en Roblox-server og spiller sammen i en halv time og taler over Discord.
- På Polaris har pædagogerne oprettet en fælles privat instagramprofil, som alle eleverne er inviteret til at følge. Der bliver dagligt postet flere opslag med små konkurrencer, tips og tricks, opmuntrende beskeder, sjove memes og generelt spredt god stemning!
- På Barometeret har nogle få voksne – inden mange butikker lukkede – været på indkøb. Der blev købt krea-aktiviteter, som samles i kasser, som køres ud til eleverne.
- I en anden klasse på Pilen er der oprettet en Messenger-gruppe med elever og personale, hvor eleverne hver morgen tjekker ind med en besked og får dagens opgave (som de så løbende kan få hjælp til, enten via Messenger eller over tlf.). Flere elever har ligeledes på opfordring sms’et fotos og vist deres ”hjemmearbejdsplads” frem.
- På Fortuna Stenløse har de i en lille indskolingsgruppe opfordret forældrene til at lave en Skypekonto, hvor de hver morgen kl. 9 kan mødes og holde morgensamling. Her kan skolens voksne følge op og høre dem om, hvordan de har det, og om de laver nogle af de opgaver, de har fået. Derudover har de bedt forældrene om at hjælpe eleverne med at være på ROBLOX samtidig, så de hver dag kl. 9:30 og 13 kan spille lidt sammen.
- På Kompasset har de i flere klasser oprettet grupper på google Hangouts. Der er en til forældre og en for børnene. Meningen med grupperne er, at forældre og elever kan stille spørgsmål, bruge det til lektiehjælp eller blot bruge det som et samtalerum. Alle fra teamet er inde i begge grupper og alle kan derfor kontaktes der.
- På Barometeret får eleverne daglige smser fra pædagoger, og der er kørt undervisningsmaterialer ud til de børn, som arbejder bedst analog. Tilsvarende har andre elever fået udleveret computere på hjemmeadressen. Der er også telefonopkald fra lærer, pædagoger og psykologer til de eleverne, der har brug for det.
- På Polaris samles undervisningen i elevernes Meebook, hvor der ligger en vifte af varierede forløb i forskellige fag. Meebooks muligheder for elevevaluering og feedback bliver benyttet til fulde, samtidig med lærerne har etablereret nye kanaler til at yde assistance. Både Skype, Discord, chatrooms, mail og telefoner taget i brug for at følge op og tilpasse det faglige tilbud til den enkelte elev.
Vi føjer løbende til!