23 feb 2015
Behandlingsskolerne har indledt et samarbejde med Southampton Universitet
Behandlingsskolerne har netop indledt et samarbejde med Southampton Universitet. Professor Edmund Sonuga-Barke er formelt indtrådt i en konsultativ rolle i forhold til en undersøgelse af den behandlingsmæssige tilgang til elever på Behandlingsskolerne med AD/HD.På sigt skal denne undersøgelse munde ud i et videnskabeligt bidrag til, hvordan behandlingen på dette område bør være og hvilken udstrækning, at man kan forvente resultater af denne behandling.
Behandlingsskolerne har igennem flere år nu erhvervet sig en væsentlig teoretisk og klinisk erfaring på dette område – en viden, som vi føler os forpligtet til underbygge videnskabeligt og dele med andre.
Edmund Sonuga-Barke er professor i psykologi og udviklingspsykopatologi ved University of Southampton. Han er direktør for Developmental Brain-Behavior Laboratory, Institute of Disorders of Impulse and Attention og chefredaktør for Journal of Child Psychology & Psychiatry. Derudover har han deltaget i arbejdet med at udvikle europæiske guidelines og har forsket om og publiceret en række forskellige aspekter af ADHD i forhold til eksempelvis gener, kognitiv terapi og neurologi.
Det glæder Behandlingsskolerne, at vores arbejde kan vække interesse i så forskningsstærke institutioner som University of Southampton, og vi forventer os meget af dette samarbejde.