20 maj 2020

Fra Polaris til Harvard

Nina Skov Jensen er blevet optaget på det prestigefyldte universitet Harvard i USA. Det er en stor bedrift. Og om muligt bliver den endnu større, når man kender Ninas historie. Vejen til det famøse og anerkendte universitet har budt på en del bump for Nina med blandt andet en håndfuld skoleskift, svingende trivsel og et par år som elev på dagbehandlingsskolen Polaris.

 

Fra mistrivsel til overskud

Da Nina i 7. klasse kom til Polaris, som er en del af Behandlingsskolerne, havde hun gået i tre forskellige skoler inden da – en folkeskole og to specialskoler. Men ingen af dem fungerede for hende:

– ”Jeg passede bare ikke ind på nogle af skolerne, og jeg var ikke glad. Det fungerede slet ikke – hverken fagligt eller socialt”, fortæller Nina.

Nina har autisme, som blandt andet betyder, at hun let bliver overvældet og udmattet. På Polaris blev hendes skolegang mere stressfri, og hun oplevede et større fokus på hendes behov og prioriteringer. Det gav noget ro på tilværelsen, så hun kunne dyrke det faglige, men også så hun kunne få øjnene op for nogle andre interesser. Nina forklarer:

– ”Hvis ikke jeg var kommet på Polaris, så var jeg nok aldrig begyndt at tegne og male. På skolen fik jeg overskud på kontoen, så jeg også kunne fokusere på andre ting. Jeg fik frihed og ro til at finde ud af, hvad jeg var god til.”, fortæller hun.

Nina har i dag både solgt et billede på en udstilling i Los Angeles og malet et maleri af Prinsesse Marie, som hænger på Amalienborg.
Derudover har hun medvirket i DR Dokumentars programserie ‘De skjulte talenter’, som gav seerne indsigt i, hvordan nogle mennesker med autisme ser verden. Her fik Danmark virkelig øje på Ninas tegneevner.

 

Fokus på andet end blot det faglige

På Polaris var der et stort fokus på en udvikling af sociale kompetencer, som Nina på det tidspunkt ikke var særligt interesseret i. Hendes prioritet lå først og fremmest på det faglige:

”Jeg gad slet ikke det sociale. Jeg ville bare gerne have alt det faglige og blive klogere.”, siger Nina.

Hun vidste, at hun gerne ville på gymnasiet, så hun bad om at få lektier med hjem, så hun kunne forberede sig på det.

-”Det var fedt, at undervisningen blev justeret efter den enkelte elev, og at man selv kunne have indflydelse på den, hvis man ville have lidt mere af noget. Det har betydet rigtig meget for min tid på gymnasiet.”, fortæller Nina.

Selvom det til tider også var rigtig hårdt for hende at gå i skole, kan Nina nu i bakspejlet se, at Polaris på mange måder var et åndehul, hvor hun kunne lade op:

– ”Jeg blev klar til at klare gymnasiet, fordi Polaris var så stressfrit for mig. Og så var der ro til også at blive bedre til det sociale og finde ud af, hvem jeg selv er. Når jeg ser tilbage nu, så kan jeg godt se, hvor meget det egentlig har betydet for min udvikling, og hvad det har givet mig. Specielt da jeg startede i gymnasiet. Jeg havde lært at være åben og at sige det højt, hvis der var noget der var svært.”, reflekterer Nina.

 

Skolens højeste gennemsnit
På trods af hun oprindeligt var blevet erklæret ikke uddannelsesparat, kom Nina ind på Niels Brock gymnasium. Og ikke alene kom hun ind, hun endte også med klassens højeste gennemsnit. Men det til trods var det ikke altid lige let: 

– ”Det første halve år var ret hårdt, fordi der er mange nye mennesker og fester. Man skal lige finde sin plads i det hele. Man skal blandt andet blive god til at sige til, når der er noget, man gerne vil og sige fra, når der er noget, man ikke vil.”, siger Nina.

For hende var det vigtigt at finde nogle strategier, der virkede, og holde sig til dem. En af de strategier, hun brugte, var altid at spørge om ting, som hun ikke forstod:

-”Hvis ikke man er tryg ved at spørge i timen foran de andre studerende, så kan man vente til efter timen, eller skrive en mail til underviseren”, fortæller hun.

I starten fortalte hun ikke sine medstuderende om sin autisme, fordi det, syntes hun ikke, der var behov for. De fandt ud af det, fordi de genkendte hende i programserien på DR:

– ”De fortalte, at de havde set programmet og spurgte lidt til det, men der var ikke nogen der behandlede mig anderledes af den grund”, husker hun.

Når skoledagen var overstået, følte hun sig fuldkommen drænet og overvældet, så hun tog hjem for at slappe af og lave lektier. Men det begrænsede ikke hendes omgangskreds:

– ”Man får ikke færre venner af ikke at gå til alle festerne. Man får bare en anden slags.”, siger hun.

-”Når jeg engang imellem syntes, at gymnasiet var rigtig svært, så tænkte jeg bare på, at alle de andre studerende i klassen, som ikke havde en diagnose, også syntes, at det var rigtig svært.”, fortæller Nina. Hun tilføjer, at den påmindelse er et godt råd til andre elever fra Behandlingsskolerne, der starter på gymnasiet.

Holdt fast i drømmen om Harvard

Nu har hun så fået optagelse på et af verdens mest prestigefyldte universiteter, nemlig Harvard i Boston, USA. Noget som hun allerede snakkede om, da hun var elev på Polaris.

– ”Jeg kender det fra film og serier i fjernsynet, og jeg har altid elsket USA. Så det var det, jeg gerne ville. Jeg har flere gange været ved at droppe idéen, fordi jeg blev for overvældet og havde svært ved at tro på, at det overhovedet kunne lykkes” fortæller hun.

Men ideen blev heldigvis ikke droppet. I stedet tog Nina et sabbatår for at kunne fokusere helt på den omstændige ansøgningsproces. Hun skulle blandt andet skrive et essay om, hvem hun er. Hun valgte at skrive et med overskriften: There’s no disability without ability.

”Jeg valgte at skrive om min autisme i ansøgningen – fordi det er en del af mig. Jeg ville ikke skrive den klassiske historie om, hvordan jeg overkommer det. For jeg synes ikke, at det er noget, som jeg skal overkomme. Det er en del af, hvem jeg er.”, fortæller hun.

Hun kan godt blive usikker på, om hun kan følge med på det høje niveau, eller om det bliver for overvældende for hende.

– ”Det bliver helt sikker virkelig hårdt; det må jeg forberede mig på. Men det bliver også rigtig spændende”, fortæller hun, og uddyber:

– ”Jeg vil gerne hele tiden rykke mine grænser, så jeg føler, at jeg udvikler mig.”

Hun ved ikke endnu, hvad hun skal studere, eller hvad hun gerne vil arbejde med bagefter. Men hun lader sig i hvert fald ikke begrænse af, at hun har autisme:

– ”Det er vigtigt at huske på, at autisme ikke kun lukker døre. Det er en del af min historie på godt og ondt.”, afslutter hun.