Solist STU og §104

VI FORENER UNDERVISNING OG BEHANDLING.

Snekken er et sted for unge og voksne med stærkt nedsat funktionsniveau. Vores mission er at gøre alle vores elever og deltagere så livsduelige som muligt. Snekken holder til på en gammel herregård – Marianelund – sammen med Botilbuddet Katholt.

Vores målgruppe er unge og voksne, som ligger inden for det oligofreni-psykiatriske felt. Det vil sige borgere, som har en grad af udviklingshæmning. Oftest har de også andre psykiske diagnoser, som fx autisme, ADHD, OCD, angstproblematikker, depressioner eller skizofreni. Derudover har nogle af vores borgere andre problematikker som fx epilepsi, milde fysiske funktionsnedsættelser og tale- og kommunikationsvanskeligheder.

 

Snekken solist-STU

Snekken solist-STU er en 3-årig særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse, som indeholder et fritidstilbud for unge mellem 16-25 år. De unge har ofte haft et skoleforløb på en specialskole, før de kommer til os. Eleverne på Snekken solist-STU har behov for en personalenormering svarende til 1:1, 1½:1 eller 2:1.

Alle STU-forløb er individuelt tilrettelagt ud fra uddannelsesplanen. Den er udarbejdet af vejleder fra Ungdommens Uddannelsesvejledning i samarbejde med forældre/værge og skolen. På skolen udarbejder vi individuelle mål og delmål og konkretiserer dem i undervisningsplaner. Vi orienterer altid vejleder og pårørende om målene og status med dem.

Snekken §104

Snekken §104 er et dagtilbud, der aktiverer, skaber glæde og udvikler færdigheder hos vores deltagere. Dagtilbuddet henvender sig til borgere i vores målgruppe i alderen 18-40 år. Vi har tre spændende linjer, som deltagerne kan vælge sig ind på. Alle aktiviteter er superviseret af pædagogisk personale i samarbejde med den ledende psykolog.

Foruden de tre linjer er der fælles aktiviteter, som alle deltager i efter individuelle skøn. Vi arbejder generelt med ADL-træning (træning i Almen Daglig Livsførelse). Vi ser sport og bevægelse som vigtige aktiviteter for alle unge på Snekken.

Dagtilbuddet skræddersyes efter deltagernes behov og ønsker. Vi har rigeligt plads både ude og inde. Det betyder, at vi kan sammensætte et program til den enkelte deltager, næsten uanset hvilke særlige behov, der skal tages højde for. Vi har derfor god erfaring med at skabe forløb til borgere, der ikke umiddelbart ’passer ind’ i andre tilbud.

 

Snekkens tre linjer

Jord til bord: Eleven/deltageren er med til at dyrke grøntsager og passe vores køkkenhaver. Desuden har de hjemkundskab og deltager i kantinedrift alt efter formåen.

Den kreative: Eleven/deltageren arbejder med kreative projekter indenfor foto, håndarbejde, billedkunst og træarbejde. Vi har værksteder og et særligt krearum. Vi stiller masser af materialer og plads til rådighed for de kreative udfoldelser.

Bondegård: Eleven/deltageren er med i den daglige pasning af Marianelunds heste, kaniner og marsvin. De hjælper desuden til med vedligeholdelsen af vores udendørsarealer.

 

På Snekken er det plads til 10 unge fordelt på solist STU og §104.

 
Kvalitet i SOF 2017
Hent kvalitet i SOF 2017 her