Fyrtårnet Stenløse

BEHANDLINGSSKOLERNE STENLØSE

VI FORENER UNDERVISNING, PÆDAGOGIK OG BEHANDLING FOR AT SKABE DET BEDSTE TILBUD TIL VORES ELEVER.

Vi ønsker at skabe den bedst tænkelige skole, hvor eleverne laver de største personlige og faglige fremskridt. Vi opbygger vores elevers evne til at lære for livet og giver dem værktøjer og strategier, der gør dem i stand til at tage aktivt del i vores samfund.

Behandlingsskolerne Stenløses elever er normaltbegavede børn med særlige psykiatriske diagnoser. Det kan være vanskeligheder indenfor autismespektret, personlighedsforstyrrelser, ADHD eller ADD. Udover en hoveddiagnose har eleverne ofte side-diagnoser og problematikker, der gør, at de udvikler sig bedst i et særligt tilrettelagt skoletilbud, hvor behandling prioriteres og vægtes højt.

Vores elever er heldigvis forskellige, selvom de kan have de samme diagnoser. Fælles for dem er, at de har store potentialer, der med den rette kombination af undervisning og behandling kan føre dem stærkt på vej til et selvforsørgende og værdifuldt voksenliv.

Behandlingsskolerne Stenløse tilrettelægger undervisningen i forhold til den enkeltes behov, og tilsvarende arbejdes der behandlingsmæssigt med den enkelte elevs personlige og sociale udfordringer.  Undervisning og behandling foregår i en struktureret hverdag i forudsigelige rammer, der skaber de bedste forudsætninger for den enkelte elev.

Vores fremgangsmåde giver de bedste muligheder for, at eleverne laver så store fremskridt, at de enten kan vende tilbage til den almene folkeskole eller gå til Folkeskolens Afgangsprøver i alle fag og skabe gode resultater og gennemsnit. Det er nemlig det første skridt mod det voksenliv, som vores elever fortjener og ønsker.

UNDERVISNING OG BEHANDLING

Behandlingsskolerne Stenløse har både drenge og piger, og vi optager elever på alle klassetrin.

Undervisningen foregår i mindre klasseværelser med højst 8 elever, og på skolen har vi en høj normering af medarbejdere, således at der er 1 voksen pr. 2 elever. Alle medarbejdere har stor erfaring med elevernes problematikker og videreuddannes løbende, så de er klædt bedst muligt på til deres arbejde.

Behandlingen er omdrejningspunktet for elevens trivsel, og den tilrettelægges af elevens faste psykolog i tæt samarbejde med pædagoger og lærere.

Vi hjælper eleverne med at blive bedre til at håndtere udfordringer, og til de ting de synes er svære. Det kan være at blive bedre til at styre impulser, indgå i lege og projekter, og danne venskaber med andre elever på skolen.

Tilsvarende er hver enkelt elevs undervisningsforløb særligt tilrettelagt ud fra behov, kompetence og niveau, og planlægges altid i samspil mellem lærer og psykolog.

Hos os er psykologerne på skolen hele dagen og tager del i hverdagslivet. På den måde ved vores psykologer altid, hvad der rører sig, og kan hurtigt træde til, når der er behov.

På Behandlingsskolerne Stenløse har vi et særligt fag vi kalder ’socialfag’. Faget foregår både individuelt og i klassen, og der arbejdes med at lære og forstå de regler, der gælder, når man færdes blandt andre mennesker.

Vi inddrager også det omkringliggende samfund ved at tage på hyppige ture ud af huset til idrætsfaciliteter, besøg på museer eller til Behandlingsskolernes egen besøgsgård ved Holbæk. Turene ud af huset giver en masse muligheder for gode oplevelser og træning af sociale færdigheder i det offentlige rum.

OBSERVATIONSLINJEN OG ENKELTBARNSENHEDEN

På skolen i Stenløse er der mulighed for at indskrive elever i et observationsforløb. Her er der mulighed for at lave psykiatriske udredninger og/eller supplerende udredninger af eleverne i et trygt miljø med høj normering. Disse forløb er tidsmæssigt afgrænsede og munder ud i en observationsrapport samt en elev- og behandlingsplan med anbefalinger om behandlingstilgang og skoleplacering.

Vi tilbyder også et en enkeltbarnsenhed på Behandlingsskolerne Stenløse. Her har vi en ekstraordinær høj normering med én voksen til en elev. Tilgangen her er elevens ret til at deltage både i skoledelen og den sociale del, på de præmisser eleven kan. For at det kan lade sig gøre, bliver de sociale og skolefaglige rammer så vidt muligt tilpasset den enkelte elevs udgangspunkt og behov. På den måde kan vi give eleven en succesfuld oplevelse med at gå i skole så hurtigt som muligt.

Vi møder eleven anerkendende og bestræber os på at tage elevens perspektiv og tilpasse vores krav forventninger derudfra. Når eleven er tryg i relationen til personalet, arbejder vi med at balancere mellem fortsatte udfordringer og at give eleven mulighed for at trække sig fra aktiviteterne.

Vi arbejder med små mål og løbende evalueringer af målene hver 14. dag, hvilket tydeliggør udviklingen for eleven og samtidig sikrer, at personalet løbende regulerer tilgangen og de metodiske overvejelser til eleven.

Behandlingen er omdrejningspunktet for elevens trivsel, og den og behandlingsplanen tilrettelægges af elevens faste psykolog i tæt samarbejde med pædagoger, lærere og psykiater.

Tilsvarende laves der en undervisningsplan, og undervisningsforløbet bliver særligt tilrettelagt ud fra elevens behov, kompetence og niveau i samspil mellem lærer og psykolog.

Hvis det er muligt for den enkelte elev, lægges der vægt på at al undervisning foregår i fællesskab med andre elever, dog med en individuel tilgang til den enkelte elev. Samtidig er der meget fokus på alternative undervisningsmetoder og rammer, hvilket blandt andet betyder at en del af undervisningen kan foregå i idrætshallen, svømmehallen og udendørs. Alle eleverne har dagligt motorisk træning på deres skema.

På vores enkeltbarnsenhed lægger vi vægt, på at hverdagen afspejler en normal skoledag, der kører parallelt, og så vidt det er muligt integreret med den enkelte elevs individuelle skema. Sådan bliver tydeligt for eleven, hvilke krav der stilles til en almindelig skoledag, og vi kan arbejde mod at gøre eleven skoleparat.

FAMILIESAMARBEJDE

Behandlingsskolerne Stenløse har et naturligt tæt samarbejde med elevernes familie. Vi ved, at elevens udvikling og trivsel er helt afhængig af et velfungerende hjemmeliv og et godt samarbejde med skolen.

Vi tilbyder rådgivning om familiernes dagligdag, hvor vi blandt andet giver praktiske råd om søvn, ernæring og håndtering af hverdagens udfordringer. Derudover har vi fokus på psyko-edukation for at hjælpe forældrene til at forstå deres barns diagnoser og problematikker. Bedsteforældre og søskende inddrages gerne, for at vi kan favne barnet og dets verden som en helhed.

Det er velkendt, at mange børn og unge med psykiske udfordringer også døjer med fysiske og somatiske udfordringer. Derfor har vi sygeplejersker og sundhedsplejersker tilknyttet Behandlingsskolerne Stenløse, og de holder særligt øje med elevernes fysiske velbefindende. Vores sundhedspersonale står klar til at give ekstra hjælp og vejledning til elever og familierne, når der er brug for det.

STEDET

Behandlingsskolerne Stenløse ligger på Skolevej i Stenløse tæt på både grønne omgivelser og offentlig transport. På skolen har vi også gode idrætsfaciliteter, og legepladser tæt på.

Vores lokaler er indrettede specielt til vores elever, da også de fysiske omgivelser har en vigtig indflydelse på elevernes trivsel og udvikling. Behandlingsskolerne Stenløse er indrettet med både åbne rum til fællesskab og hjørner til individuel fordybelse. Vi har indrettet med blik for elevernes særlige behov.

Vi bruger det nyeste IT i undervisningen, og ved skolestart får hver elev sin egen arbejdsplads med computer, og klassen har også iPads til brug i undervisningen.

På Behandlingsskolerne Stenløse har vi vores eget køkken, hvor der serveres sund og varm frokost hver dag, ligesom der er morgenmad til de elever, som ønsker det. Vi ser sund kost og ernæring som en naturlig del i vores tilbud, og eleverne bliver tilbudt madkundskab og aktiviteter i køkkenet.

KONTAKT OG VISITATION

Det er vigtigt for os at være til rådighed for alle, der har flere spørgsmål eller henvendelser om os og vores skole. Du skal derfor være yderst velkommen til at kontakte Behandlingsskolerne Stenløse og Behandlingsskolerne, der sidder klar til at hjælpe!

Kontakt

Behandlingsskolerne Stenløse
Skolevej 10
3660 Stenløse

Skoleleder Sara Aagaard
Tlf.: 28 78 54 84
Mail: saraa@behandlingsskolerne.dk

For visitation kontakt:
Visitationschef: Iben Friis-Hansen Linde Allé 53
2720 Vanløse
Hovednummer: 32 96 04 90
Mobil: 51 15 24 17
Ibenf@behandlingsskolerne.dk