cross

Vores søn bekymrer sig mindre om verden – og vi bekymrer os mindre om ham

Når et barn er ramt af psykiske lidelser, er hele familien belastet. Men hvordan ser hverdagen reelt ud i en familie, når et barn har angst? Og hvordan kan det se ud, når en familie får den rette hjælp i form af det rigtige skole- og behandlingstilbud? Vi har talt med Helene, som er mor til Jakob, der går på Karlsvognen. Jakob og hans familie har været igennem et Cool Kids forløb faciliteret af to af skolens psykologer.

 

Jakob er i dag en glad dreng på 12 år, men de sidste par år har ikke været lette. Som 7-årig blev han diagnosticeret med infantil autisme, og for ca. et år siden fik han angst. Helene forklarer: -”Jakob fik angst som en belastningsreaktion på et kaotisk forløb først i folkeskolen og sidenhen på en specialskole. Egentlig gik det ok på specialskolen i indskolingen, men det begyndte at gå ned ad bakke i mellemskolen. Blandt andet på grund af stor udskiftning i vikarer og fordi specialskolen ikke havde de nødvendige værktøjer eller den rette pædagogik til at håndtere Jakob. Og gradvis fik han det værre.”, fortæller Helene.

Jakobs angst kom til udtryk ved, at han for eksempel blev bange for, at familiens hus skulle brænde ned, eller at der skulle ske noget med nogen, hvis hele familien ikke var samlet. Katastrofetankerne fyldte rigtig meget for Jakob – og derfor også for familien. Både han og de var enormt trætte og udmattede.

-”Jakob var en skygge af sig selv. Gløden i hans øjne var helt væk i den periode, hvor angsten fyldte mest. Det var virkelig hårdt for hele familien at være vidne til.”, forklarer Helene.
 
En tung hverdag for hele familien

Helene forklarer uddybende, hvordan hele familiens hverdag var påvirket, da Jakob var allermest ramt af sin angst.

-”Han blev ringet hjem hver dag omkring middagstid. Han kunne simpelthen ikke klare at være i skole mere. Hvis han overhovedet kom i skole, for der var også mange dage, hvor han havde det for dårligt til at komme ud ad døren om morgenen. Også på hjemmefronten var det tungt. Vi havde en søn, der hverken kunne spille spil, være social med familien eller rumme særlig meget af en helt almindelig hverdag”.
 
Helene skildrer hvordan, at Jakobs angst gjorde hende selv og Jakobs far bange for at forværre situationen. De ville ikke presse ham for meget og dermed gøre ham endnu mere angst.
 
-”Faktisk kan man sige, at vi blev ude af stand til at opdrage på ham. Vi turde ikke og følte ikke, vi havde værktøjerne. Jeg ville så gerne booste ham til at turde gøre flere ting og udvikle ham, men var så bange for, at jeg kunne forværre hans tilstand, hvis vi pressede ham for meget”, siger Helene.
 
Det rette skoletilbud og behandlingsforløb
Kort tid efter Jakob begyndte på Karlsvognen startede han i et Cool Kids forløb faciliteret af to af skolens psykologer. Han og familien har på nuværende tidspunkt været i gang i et lille års tid og været igennem 10 sessioner ud af 12 i forløbet.
 
Cool Kids er et angstbehandlingsprogram for børn. Behandlingen tager udgangspunkt i den kognitive adfærdsterapi, og den udgave, som Jakob og hans familie deltager i, er en ASF-udgave særligt tilrettelagt for børn og unge med autismespektrumforstyrrelser. Det skulle vise sig, at lige netop denne behandling var den helt rette for Jakob og hans familie.
 
-”Dét, at vi har kørt et intenst og langvarigt forløb med samme to psykologer, har fungeret så godt for vores familie. Vi har alle åbnet os mere og mere op i takt med, at vi har lært psykologerne at kende. For ellers kan det godt være svært at åbne sig op, når man er en familie med børn med særlige behov. Man bliver nemlig ofte mødt med ”gode råd” og skepsis til det, man som forældre gør eller det, ens barn gør.”, siger Helene.
 
Et fælles sprog
I den kognitive adfærdsterapi er der fokus på forholdet mellem tanker, følelser, kropslige symptomer og adfærd – og hvordan disse gensidigt påvirker hinanden. Netop den måde at anskue verden på har været en kæmpe hjælp for Helene og hendes mand, Jakobs far.
 
-”En af de første ting, vi blev præsenteret for, var den kognitive diamant. Og netop den forståelse af, at reaktioner er forbundet med for eksempel svære følelser, har været en kæmpe øjenåbner for Jakobs far og jeg. Det har givet os et fælles sprog og en måde at forstå Jakob på. Vi vender hele tiden tilbage til den i vores forældreskab, når vi skal tale om Jakob, hans reaktioner eller hvordan vi skal håndtere ham”, forklarer Helene.
 
Trappestiger og støttetanker
Helene beskriver også et andet brugbart værktøj, som har virket og stadig virker for Jakob – trappestigen. Trappestigen fungerer som et hierarki over skræmmende situationer. Barnet starter med det mindst skræmmende og arbejder sig op gradvist. Hvert trin har en belønning, når man succesfuldt bestiger det.
 
Det første trin kan fx være at tage på besøg i en time med en forælder til stede, hvis målet er at overnatte hos en klassekammerat. Hvis det lykkes, kan belønningen være at få lov til at vælge aftensmad den dag. Næste trin kan så være et længere besøg eller et besøg uden forælderen til stede, med endnu en belønning. Sådan kan barnet tage udviklende skridt op ad trappestigen for at nå målet i toppen.
 
– ”Jakob er nu i trygge rammer, hvor han kan overskue livet. Derfor har han også rigtig travlt med at komme op ad trappestigen. Det fungerer super godt som et værktøj til hele tiden at sætte nye målsætninger for Jakob. Han er tryg ved den, kan genkende den og er motiveret for at bevæge sig opad”, fortæller Helene.
 
Af andre redskaber fortæller Helene om både ugentlige familiemøder og støttetanker, som idéer til hvordan Jakob kan håndtere svære situationer. Alt sammen er med til at skabe tryghed og genkendelighed, hvilket virker for Jakob – og derfor også for hele familien.
 
Udfordrende spejderlejr
Helene fortæller, at hele familien er nået langt på det knap år, som de har været i gang med Cool Kids forløbet. Både Jakob og forældre kan igen trække vejret og overskue livet. Hun beskriver et sæt forældre, som er kommet mere på banen og tør opdrage deres søn og presse ham tilpas og præsentere ham for nye situationer. Dét er der blandt andet kommet en spejderlejr ud af:
 
-”Jakob var for nylig på spejderlejr, men inden han skulle afsted, begyndte han selv at tvivle på, om han kunne. ’Men det kan du godt’, sagde jeg. For det troede jeg på. Og hvis det blev svært, var jeg ikke bange for, hvad der kunne ske. Hvis vi kommer til at presse Jakob for langt, er det værste, der kan ske, at han går i baglås. Gør han det, så har vi værktøjerne til at håndtere ham og situationen. Ikke at presse ham er at gøre ham en bjørnetjeneste på den lange bane.”, siger Helene.
 
Sociale aktiviteter kan stadig være en udfordring for Jakob:
-”Jakob var fuldstændig baldret da han kom hjem fra spejderlejren, så det kan stadig kræve meget af ham. Men det vigtigste er, at vi og han selv ved, at han godt kan. Og så er han blevet rigtig god til selv at fortælle, hvad han har brug for, for at lade op bagefter.”, fortæller Helene.
 
Kommer langt med gode redskaber
Familien har fået nogle gode håndteringsstrategier til de udfordrende sociale situationer, som fx støttetankerne. Altså hvordan Jakob i en given (ubehagelig) situation kan gøre noget andet og forandre en negativ tanke, så den bliver mindre begrænsende og mere støttende.
 
Hun fortæller også, at de inden større sociale arrangementer tager en snak med Jakob om, hvad han har brug for at kunne være i det. Op til Mortens Aften med hele familien fortalte han, at han havde brug for muligheden for at kunne trække sig med en iPad og for at have fri dagen efter til at genoplade.
 
Med alle de gode redskaber i rygsækken går det langt bedre. I dag cykler Jacob selv 8 km i skole. Han sover i sin seng, alene på sit værelse med slukket lys, hvilket han ellers ikke har kunnet i over fire år. Han er sammen med venner, går til både spejder og træning og er på mange måder en velfungerende og ”helt almindelig” dreng på 12 år. Helene fortæller:
 

-”Vi føler os næsten som en helt normal familie. Vi har en søn, der fiser rundt, er med til at lave aftensmad og handle ind. Vi spiller spil som familie og gør en masse andre hyggelige ting. Jakob bekymrer sig langt mindre om livet, og vi bekymrer os langt mindre om ham.”, afslutter Helene.