cross

Traditioner i skolelivet – hvad kan de?

December er både julens og traditionernes tid. På Behandlingsskolerne er traditioner en vigtig del af årets gang for såvel elever som medarbejdere – både i december og i resten af skoleåret. Vi har spurgt Skolechef Signe Flindt, hvorfor hun arbejder så aktivt og bevidst med traditioner på Behandlingsskolerne.

– ”De årlige traditioner skaber en struktur og genkendelighed i skolelivet, som alle elever nyder godt af. Når man er udfordret af psykiske diagnoser som vores elever, kan dagligdagen byde på mange op- og nedture. Netop derfor kan det give ro at vide, hvad der kommer – og det giver eleverne noget at glæde sig til i en hverdag, der til tider kan være ekstra udfordrende. Samtidig kan de årligt tilbagevendende begivenheder bruges som milepæle, hvor den enkelte elev kan se en udvikling: ”Sidste år kunne jeg ikke koncentrere mig nok til at være med i luciaoptoget, men det kan jeg i år!” kan nogle børn fx opleve,” forklarer Signe Flindt.

 

Traditioner der afspejler resten af samfundet
Behandlingsskolerne har både egne traditioner, som æggedropskonkurrencen i september og e-sportsturneringen i november. Og så er der traditioner, som afspejler årets gang i resten af samfundet, fx julehygge i december og Skolernes Motionsdag inden efterårsferien. Begge dele har en betydning for eleverne. Signe Flindt fortæller:

– ”At markere de samme mærkedage og begivenheder som alle andre skoler giver eleverne en følelse af normalitet. Selvom de er børn med diagnoser og går på en dagbehandlingsskole, så er de også bare skolebørn. Derfor skal de naturligvis være med i mange af de samme traditioner, som børn på helt almindelige folkeskoler. For mange af vores elever – og også forældre – føles det rart og trygt, at kunne spejle sig i en helt ordinær skolegang.”

 

Sociale fællesskaber og styrkede venskaber
Endeligt giver traditioner også anledning til nogle hyggelige og sjove oplevelser, som elever og medarbejdere deler, fortæller Signe Flindt:

– ”For os som skole er traditionerne rammen om noget rart og hyggeligt, som vi gør i fællesskab. De giver samlingspunkter for den enkelte klasse og hele skolen, og så er traditionerne med til at styrke venskaber mellem eleverne. Det kan også give nogle positive oplevelser med skolen, for nye elever, som måske har mange negative erfaringer med skolelivet med sig i bagagen,” afslutter Skolechef Signe Flindt.

Vi ser frem til mange gode traditioner både i december og ind i det nye år.