cross

Kære forældre: Vi kan godt forstå, hvis I er pressede!

Mange af vores elever er i disse dage ekstra utrygge og usikre og har svært ved at tilpasse sig deres nye hverdag. Dels er ingenting, som det plejer, og den vante struktur mangler, og dels er Corona-virus noget helt nyt og ukendt, man skal forholde sig til.

Nogle børn reagerer med kortere vej til vrede og tårer. Andre reagerer med at isolere sig fra familien og lukke sig inde på værelset eller gemme sig bag skærmen. Nogle reagerer måske ikke så synligt, men er tjekket ud og gået i feriemode, er blevet kravafvisende eller udviser ”ligegyldighed”. Måske er der flere konflikter i hjemmet end vanligt.

Uanset hvordan situationen er i JERES hjem, kan der være mange ting, der presser jer. For i tillæg til barnets reaktion på den nye situation, er du måske også presset af det praktiske?  Eller måske dit eget arbejde, hvor du har svært ved at levere, det du skal? Måske er du selv bekymret over situationen? Eller måske er det noget helt femte, der presser dig i disse dage?

Uanset hvad, der presser dig, er det helt forståeligt. Situationen er ny for alle – også os voksne – og vi lige skal øve os og finde nye rutiner.  Vi har samlet et par tips fra vores dygtige psykologer til alle vores dejlige forældre.

 

Behold så meget struktur som muligt.

Spis fx morgenmad og tag tøj på som I plejer. Hav aftalte tidspunkter for skolearbejdet og fritid. Det vil være vigtigt at bruge hyppige pause, visualisering af tiden, belønning og masser af ros og anerkendelse.  Strukturen kan også være vigtig for dig som voksen – indret en hjemmearbejdsplads, identificerer de mindst udfordrende tidspunkter, skru ned for krav og op for hygge i det tidsrum, du gerne skal kunne arbejde. Del tiden op mellem jer, hvis I er flere voksne til stede, inddrag ældre søskende og giv dem opgaver i forhold til yngre søskende. Tal med din chef om din situation og lav evt. aftaler.

 

Husk det er skolen, der har undervisningspligten.

Så læg undervisningsansvaret fra dig som forældre. Dit primære fokus er, at familiens hverdag hænger sammen, og at I kommer godt igennem som familie. Læring undervejs er også vigtig, men langt fra vigtigst.

 

Sæt en ”belønningsaftale for positiv adfærd” op.

Aftalen har ikke fokus på en specifik måladfærd – men belønner al positiv adfærd fra barnet. Således er aftalen super fleksibel og baren kan sættes lige hvor det passer bedst for jeres familie. Det skaber et positivt fokus i familien og er let at sætte op. Denne tid uden de vante rutiner kalder på ekstra rummelighed, tålmodighed og forståelse overfor både os selv som forældre, men også vores børn. Spørg skolens psykolog, hvis I har brug for sparring i forhold til at lave en sådan aftale for jeres familie.

 

Pas på din egen energi i denne uvante situation.

Prioriter hvad der er vigtigt for dig også. Vid hvordan du plejer at hente overskud – og find ud af hvordan kan dette konverteres ind i den hverdag, vi har nu? Måske har du brug for at tale med en af skolernes psykologer om dette – for det er vigtigt.

 

Indfør mini-dagbog. 

Noter ”3 gode ting fra i dag”. Hvad er gået godt? Hvad er jeg/vi lykkes med? Hvad var hyggeligt? Rart? Effektivt? Andet? Intet er for småt til at blive registreret! De 3 gode hjælper os med at have blik for det positive, som måske hurtigt glemmes i en turbulent tid.

 

Besvar barnets bekymringer.

Det er vigtigt at tage børns bekymringer alvorligt og besvare så mange af barnets spørgsmål som muligt – eller i hvert fald sende dem et sted hen med dem. De har altid mulighed for at tale med en af skolens voksne, ringe til vores egen børnetelefon (telefon 5213 2419) eller Børns Vilkårs børnetelefon (telefon 116111).

 

Brug os.

Husk vi er her for dig – også i disse dage. Så hent gerne inspiration hos dit barns voksne på skolen – fx til hvordan I får mere struktur i den nye hverdag, til at tale om specifikke problemstillinger i den nye dagligdag, eller til hvordan I kan sætte en belønningsaftale op for hele familien.